Mens verden venter på den næste ‘Godzilla vs. Kong’ kan man jo nyde dette miks af kaiju-film og lokale norske sagn. Man skal bare ikke forvente noget mesterværk, der fornyer genren.
Den norske monsterfilm ‘Troll’ er instrueret af Roar Uthaug, der senest prøvede lykken i USA som instruktør af det unødvendige reboot af ‘Tomb Raider’, men han har lært noget i Hollywood, for mens kvaliteten ikke er helt i top, er ‘Troll’ stadig solid blockbuster-underholdning, der sørger for stort anlagte smadrescener mens vi på karaktersiden lige nøjagtigt undgår at se menneskene som papfigurer. Lige nøjagtigt.
Den dygtige Florence Pugh viser fortsat, at hun er en af tidens store talenter i det langsommelige men fascinerende drama ‘The Wonder’, der udforsker kræfterne i tro og fortælling.
En noget særpræget åbningsscene i filmen ‘The Wonder’ viser et tomt filmstudie. Med en kontrolleret kamerabevægelse mod højre retning bliver ens fokus rettet mod en kulisse fra fortiden – et skib hvor vi møder den engelske sygeplejerske Lib (Florence Pugh). Alt imens en kvindelig fortællerstemme siger følgende: “Vi er intet uden historier, og vi beder jer om at tro på denne her historie.”
Fra de indledende billeder i Guillermo del Toros ‘Pinocchio’ ved man, at dette er en del Toro-film – og ikke kun på grund af at mandens navn er i selve filmens titel. Han er en filmskaber med en visuel signatur lige så stærk som Tim Burton eller Wes Anderson, og som stadig har evnen til at tilpasse sig og overraske.
Med ‘Pinocchio’ bevæger del Toro sig, som begge førnævnte instruktører har, til stop-motion-animation, som giver ham mulighed for at bevare teksturen af live-action-værk, mens han minutiøst kan kontrollere udseendet af hvert enkelt element på skærmen.
Når den lettere basketballkyndige ser på truppen hos det amerikanske olympiske basketballhold i 2008 med ikoniske navne fra LeBron James til Kobe Bryant, til Dwyane Wade til Dwight Howard, til Jason Kidd til Chris Paul og Carmelo Anthony, tænker man: selvfølgelig vandt de guldmedaljen. Se bare hvor mange Hall of Fame-talenter der er!
Bagklogskab er dog en synd. Men som man bliver mindet om i den medrivende Netflix-dokumentar “The Redeem Team”, var sejren i 2008-legene i Beijing alt andet end sikkert for Team USA. Dette var fire år før LeBron ville vinde sin første titel. En tid, hvor Kobes image var plettet da han var blevet stemplet som en egoistisk spiller, der havde hjulpet med at sende Shaquille O’Neal ud af Lakers.
Som seriens fjerde sæson, bærer femte sæson af den populære ‘Karate Kid’-spinoff på mange af de samme svagheder: Uforløste plottråde, til tider pinligt dårlig karaktermotivationer og nogle steder skuespil, der tangerer til sæbeopera. Til gengæld er det også en sæson, der ligesom sine forgængere, er næsten konstant underholdende i sin larger-than-life udfoldelse af kampen om The Valley.
Det er nye tider i The Valley. Miyagi-Do er lukket, og den psykotiske, men snu Terry Silver og Cobra Kai har overtaget karatetræningen af kvarterets unge, og Silver kalder på hjælp udefra for at gøre brandet globalt. Daniel og Johnny har imidlertid også kaldt på hjælp; nemlig fra Daniels tidligere ærkefjende Chozen, der hellere end gerne vil hjælpe med at vælte Silver.
Imidlertid har Johnny også udvidet sit forhold til Miguels mor, Carmen, og nærmer sig en forsoning med sin teenagesøn, Robby. Robby prøver også at redde Cobra Kai-aspiranten Kennie fra at blive den samme vrede, unge mand han selv var. Sidst, men ikke mindst, står Sam, Miguel og Tory med hver deres eksistentielle dilemmaer. Dilemmaer der om nødvendigt må løses med en masse slag og spark.
