Jane Champions egentlige første film i over 10 år er et slow-burn drama om forholdet mellem tilknappet maskulinitet og en undertrykt seksualitet med en storspillende Cumberbatch i front.
Vi befinder os på en ranch i Montana i midten af 1920’erne og de to brødre George og Phil Burbank kunne ikke være mere forskellige. Phil driver kvæget sammen med de ansatte på ranchen, bader nøgen i søen og kan kastrere dyr med et enkelt knivhug. Han nyder enorm respekt på gården med sin no-nonsense tilgang, hvorimod man næsten altid ser George i et jakkesæt, renskuret og næsten underkuede facon.
Den rigtige Cherokee Bill kaldte formentlig aldrig nogen af sine ofre for en “motherfucker”, og den egentlige Stagecoach Mary havde nok for travlt med at levere posten med et ladt haglgevær under hver arm end at synge glitrende R&B slow-jams på det bordel, hun ejer i denne film. Ikke desto mindre løfter det Netflix-filmen ’The Harder They Fall’ til niveauer, som sjældent er set før og er med til at gøre denne western til en af de mest revisionistiske i flere år.
Den tyske filmstjerne Matthias Schweighöfer gør det fint både foran og bag om kameraet med prequel-spinoff filmen ‘Army of Thieves’. Den er en livlig leg med kupfilm-genren, uden at den opfinder den dybe tallerken og den er alt for lang i spyttet.
Med ‘Army of the Dead’ tidligere i år grundlagde Zack Snyder sit eget filmunivers uden tvivl for at skabe egne kreative forhold ovenpå det til tider kaotiske samarbejde med Warner Bros og deres DC-helte. En af de brogede figurer fra Snyders zombiefilm var den tyske mestertyv Ludwig Dieter spillet med skæv energi af Matthias Schweighöfer, der tilførte den film noget snert af originalitet. ‘Army of Thieves’ er dedikeret til netop den figur og vi får her hans forhistorie, før hans involvering med Las Vegas-kuppet i ‘Army of the Dead’.
Med en gritty, gadenær kameraføring, godt skuespil og sympatiske karakterer, er ‘The Stronghold’ en solid, fransk drengerøvs-politifilm, men dialogen og plottets udfoldelse er meget klichépræget og det forhindrer fuldstændig indlevelse.
Politifilm. Man kan argumentere, at genren som vi kender den i dag, blev startet med William Friedkin’s ‘French Connection’ fra 1971, hvor ordensmagten er sympatisk skildret, men samtidig heller ikke glorificerer de nogle gange lovbrydende metoder, som betjente med storhedsvanvid benytter sig af i jagten på de ‘rigtige’ skurke’.
‘Clickbait’ er en serie, der lever op til sit navn. Den tager fat i nakken på dig, og efterlader dig med en følelse af umiddelbar tilfredshed, før den lige så stille forlader din bevidsthed igen. Med andre ord: Det er ikke særligt dybt eller sofistikeret, men meget underholdende og binge-værdigt.
Da jeg var omkring halvvejs i ‘Clickbait’ blev jeg mindet om, hvorfor Netflix-serier blev så populære til at begynde med. Det er en serie fyldt med mere eller mindre kendte skuespillere, der med stor indlevelse kaster sig ud i et sindrigt plot, der ikke altid giver mening, men simpelthen er pacet så godt, at du er villig til at gå på kompromis med det.
