Den tyske filmstjerne Matthias Schweighöfer gør det fint både foran og bag om kameraet med prequel-spinoff filmen ‘Army of Thieves’. Den er en livlig leg med kupfilm-genren, uden at den opfinder den dybe tallerken og den er alt for lang i spyttet.
Med ‘Army of the Dead’ tidligere i år grundlagde Zack Snyder sit eget filmunivers uden tvivl for at skabe egne kreative forhold ovenpå det til tider kaotiske samarbejde med Warner Bros og deres DC-helte. En af de brogede figurer fra Snyders zombiefilm var den tyske mestertyv Ludwig Dieter spillet med skæv energi af Matthias Schweighöfer, der tilførte den film noget snert af originalitet. ‘Army of Thieves’ er dedikeret til netop den figur og vi får her hans forhistorie, før hans involvering med Las Vegas-kuppet i ‘Army of the Dead’.
Med en gritty, gadenær kameraføring, godt skuespil og sympatiske karakterer, er ‘The Stronghold’ en solid, fransk drengerøvs-politifilm, men dialogen og plottets udfoldelse er meget klichépræget og det forhindrer fuldstændig indlevelse.
Politifilm. Man kan argumentere, at genren som vi kender den i dag, blev startet med William Friedkin’s ‘French Connection’ fra 1971, hvor ordensmagten er sympatisk skildret, men samtidig heller ikke glorificerer de nogle gange lovbrydende metoder, som betjente med storhedsvanvid benytter sig af i jagten på de ‘rigtige’ skurke’.
‘Clickbait’ er en serie, der lever op til sit navn. Den tager fat i nakken på dig, og efterlader dig med en følelse af umiddelbar tilfredshed, før den lige så stille forlader din bevidsthed igen. Med andre ord: Det er ikke særligt dybt eller sofistikeret, men meget underholdende og binge-værdigt.
Da jeg var omkring halvvejs i ‘Clickbait’ blev jeg mindet om, hvorfor Netflix-serier blev så populære til at begynde med. Det er en serie fyldt med mere eller mindre kendte skuespillere, der med stor indlevelse kaster sig ud i et sindrigt plot, der ikke altid giver mening, men simpelthen er pacet så godt, at du er villig til at gå på kompromis med det.
Den animerede forgænger til ‘The Witcher’-serien er et fint supplement til de mange fans af det gotiske dark fantasy-univers. Den fanger flot stemningen fra serien på sin egen måde med en velkendt anime-stil, der har tryk på blodig action og magisk poesi.
Første sæson af tv-versionen af polske Andrzej Sapkowskis romanserie ‘The Witcher’ var en forrygende introduktion til monsterjægeren Geralt of Rivia i skikkelse af en hårdtslående Henry Cavill med langt, hvidt hår og sikker, farlig håndtering med et sværd og den farlige verden omkring ham. Inden anden sæson kommer, har Netflix valgt at udgive en animeret prequel-film i form af ‘The Witcher: Nightmare of the Wolf’.
Hvis du synes, at familiedramaer altid har manglet en ordentlig omgang blodsugende græshopper, så er dette solide og nogle gange myrekrybende franske gyserdrama nok lige noget for dig. Selvom sammensmeltningen af de to genrer aldrig helt kommer i mål.
Franskmændene kan noget med horror. Slasher-film som ‘High Tension’, ‘Inside’ eller ‘Martyrs’ er bevis på, at de kan levere bade chok, gys og spandevis af blod I en og samme film. Derudover har drama også altid været ét af den franske filmverdens styrker, og i denne Netflix-film forsøger instruktør Just Phillippot at mikse disse to genrer. Noget som også Ari Aster prøvede for et par år siden med én af nyere tids bedste gysere, den formidable ‘Hereditary’.
