Den animerede forgænger til ‘The Witcher’-serien er et fint supplement til de mange fans af det gotiske dark fantasy-univers. Den fanger flot stemningen fra serien på sin egen måde med en velkendt anime-stil, der har tryk på blodig action og magisk poesi.
Første sæson af tv-versionen af polske Andrzej Sapkowskis romanserie ‘The Witcher’ var en forrygende introduktion til monsterjægeren Geralt of Rivia i skikkelse af en hårdtslående Henry Cavill med langt, hvidt hår og sikker, farlig håndtering med et sværd og den farlige verden omkring ham. Inden anden sæson kommer, har Netflix valgt at udgive en animeret prequel-film i form af ‘The Witcher: Nightmare of the Wolf’.
Hvis du synes, at familiedramaer altid har manglet en ordentlig omgang blodsugende græshopper, så er dette solide og nogle gange myrekrybende franske gyserdrama nok lige noget for dig. Selvom sammensmeltningen af de to genrer aldrig helt kommer i mål.
Franskmændene kan noget med horror. Slasher-film som ‘High Tension’, ‘Inside’ eller ‘Martyrs’ er bevis på, at de kan levere bade chok, gys og spandevis af blod I en og samme film. Derudover har drama også altid været ét af den franske filmverdens styrker, og i denne Netflix-film forsøger instruktør Just Phillippot at mikse disse to genrer. Noget som også Ari Aster prøvede for et par år siden med én af nyere tids bedste gysere, den formidable ‘Hereditary’.
Den nye animationsserie om He-Man og hans venner/fjender puster nyt liv til den gamle franchise og byder på en direkte fortsættelse med flot animation. Der er dog store overraskelser der vil dele vandene blandt ældre fans og man savner mere fra visse figurer.
Engang i de glade firsere udkom Mattels legetøjsserie ‘Masters of the Universe’ også kendt som ‘He-Man’. Den store muskuløse He-Man og hans venner kæmpede mod ærkefjenden Skeletor om magten over planeten Eternia og det hele var en sammenkog af ‘Conan the Barbarian’ møder ‘Star Wars’, så det havde et cool mix af sword and sorcery-fantasy og science fiction.
’This is Pop’ beretter effektivt om de mange grene, der trækkes fra populærmusikkens trygge genkendelighed over i eksperimenterende musikgenrer og popkulturelle fænomener. Dokumentarserien er grundig, underholdende og kræs for enhver musikelsker.
’This is Pop’ bunder, som titlen fint antyder, i popmusikkens vidtfavnende rødder. Men det betyder ikke, at vi udelukkende skal indlægges til historier om Backstreet Boys’ eller Katy Perrys vej til toppen af poppen. Serien vil nemlig mere end det. Den vil faktisk langt mere end det.
’Sweet Tooth’ besidder et unikt omdrejningspunkt, der måske kan dele vandene. Men den er samtidigt en af Netflix’ mere originale påfund, og det skal den hyldes for.
’Sweet Tooth’ er baseret på DC tegneserien af samme navn og er produceret under Warner Bros. genkendelige logo. Man kan derfor undre sig over, at serien er udviklet til Netflix og ikke Warner Bros. egen streamingplatform, HBO Max (eller i norden, HBO Nordic). Men egentlig bør vi bare være glade for, at denne originale historie har fundet vej til vores tv-skærme.
