Den animerede spin off-serie til ‘Jurassic World’ er fint supplement til de børn og deres forældre der elsker dinosaur-actioneventyr. Ældre ‘Jurassic Park’-fans vil dog nok synes, at serien er for mild i volden, men det er tilpas intens for de familier, der trænger til dino-action.
Man skulle ikke tro at man kunne finde på mere stof til den efterhånden mangeårige ‘Jurassic Park’-franchise, der bare nægter at være uddød. For siden Steven Spielbergs fantastiske dinosaur-thriller ‘Jurassic Park’ har der været to efterfølgere ‘The Lost World: Jurassic Park’ og ‘Jurassic Park 3’. Så serien gik død for en stund, indtil dinosaurerne vendte brølende tilbage med reboot-fortsættelsen ‘Jurassic World’, der ligesom ‘Star Wars: The Force Awakens’ bød på velkendt nostalgi-underholdning der tjente mange penge ind verden over.
Natalie, Tony, Vanessa og Kyle samt resten af holdet er tilbage med fire dugfriske afhøringer af fire spritnye mistænkte. Denne gang virker konceptet knapt så friskt og et par af afsnittene trækker lidt, men er stadig et underholdende og til tider neglebidende intenst indblik i og udenfor forhørslokalet.
Den britiske udgave af Netflix´ euro-crime satsning måtte have været den mest succesfulde, for det er den eneste, der har reddet sig en anden sæson. Endnu engang stifter vi bekendtskab med London Politis bedste afhøringshold, når de skal forsøge at hive en tilståelse ud af den mistænkte før det er for sent.
’I’m Thinking of Ending Things’ er mere end ‘Meet the Parents’ i helvede. Charlie Kaufman stiller spørgsmål om vores menneskelighed og fornemmelse af tid. Det anbefales at dykke ned i det ubehagelige.
Charlie Kaufman er vel efterhånden en notorisk manuskriptforfatter i Hollywood. Han har blandt andet skrevet filmene ’Being John Malkovich’ og ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’. Men selvom Kaufman er en bevandret herre i englenes by, så er ’I’m Thinking of Ending Things’ kun hans tredje gang i instruktørstolen. Han har tidligere instrueret den ambitiøse ’Synecdoche, New York’ og den sælsomme ’Anomalisa’. Begge film dykker dybt ned i den menneskelige psyke og kraften af menneskelige relationer.
‘Project Power’ leger entusiastisk med superkræfter-konventionerne på underholdende vis, uden at den ligefrem opfinder noget nyt til den velkendte subgenre. Men filmen er fin blockbuster-underholdning til den her besynderlige sommerperiode, hvor man trænger til et actionfilm-fix.
Superkræfter forbinder vi automatisk med superhelte. Enten har de fået deres kræfter ved en ulykke i et laboratorium som ‘The Flash’ eller bare slet og ret født med dem ligesom mutanterne fra ‘X-Men’. Men hvad nu hvis man kunne få superkræfter med hjælp af piller? Det bliver taget op i Netflixs seneste blockbuster; ‘Project Power’ med Jamie Foxx og Joseph Gordon-Levitt i hovedrollerne.
´The Hater´ formår at vise et skræmmende og genkendeligt billede af en stadig mere ekstrem internetkultur, hvor organiseret mobning og afpresning kommer ind i den politiske verden, og de folk, der lever af det. Samtidig er også filmen for lang og ind imellem grænsende til det utroværdige.
Jan Komasa er ´the talk of the town´ I den polske filmverden. I februar var hans film ´Corpus Christi´ nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film, og her, seks måneder senere, kommer så ´The Hater´. Filmen havde kun kørt ganske kort tid i biograferne i Polen, før en helt bestemt virus kom til landet, og herefter opkøbte Netflix filmen til VOD. ´The Hater´ nåede dog at skabe noget ´buzz´ på bl.a. Tribeca, hvor juryen, på trods af at festivalen aldrig blev afholdt, blåstemplede filmen som en af de bedste internationale produktioner.
