’I’m Thinking of Ending Things’ er mere end ‘Meet the Parents’ i helvede. Charlie Kaufman stiller spørgsmål om vores menneskelighed og fornemmelse af tid. Det anbefales at dykke ned i det ubehagelige.
Charlie Kaufman er vel efterhånden en notorisk manuskriptforfatter i Hollywood. Han har blandt andet skrevet filmene ’Being John Malkovich’ og ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’. Men selvom Kaufman er en bevandret herre i englenes by, så er ’I’m Thinking of Ending Things’ kun hans tredje gang i instruktørstolen. Han har tidligere instrueret den ambitiøse ’Synecdoche, New York’ og den sælsomme ’Anomalisa’. Begge film dykker dybt ned i den menneskelige psyke og kraften af menneskelige relationer.
‘Project Power’ leger entusiastisk med superkræfter-konventionerne på underholdende vis, uden at den ligefrem opfinder noget nyt til den velkendte subgenre. Men filmen er fin blockbuster-underholdning til den her besynderlige sommerperiode, hvor man trænger til et actionfilm-fix.
Superkræfter forbinder vi automatisk med superhelte. Enten har de fået deres kræfter ved en ulykke i et laboratorium som ‘The Flash’ eller bare slet og ret født med dem ligesom mutanterne fra ‘X-Men’. Men hvad nu hvis man kunne få superkræfter med hjælp af piller? Det bliver taget op i Netflixs seneste blockbuster; ‘Project Power’ med Jamie Foxx og Joseph Gordon-Levitt i hovedrollerne.
´The Hater´ formår at vise et skræmmende og genkendeligt billede af en stadig mere ekstrem internetkultur, hvor organiseret mobning og afpresning kommer ind i den politiske verden, og de folk, der lever af det. Samtidig er også filmen for lang og ind imellem grænsende til det utroværdige.
Jan Komasa er ´the talk of the town´ I den polske filmverden. I februar var hans film ´Corpus Christi´ nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film, og her, seks måneder senere, kommer så ´The Hater´. Filmen havde kun kørt ganske kort tid i biograferne i Polen, før en helt bestemt virus kom til landet, og herefter opkøbte Netflix filmen til VOD. ´The Hater´ nåede dog at skabe noget ´buzz´ på bl.a. Tribeca, hvor juryen, på trods af at festivalen aldrig blev afholdt, blåstemplede filmen som en af de bedste internationale produktioner.
‘Japan Sinks: 2020’ er en fin katastrofe-dramaserie med flot og udtryksfuld animation, der illustrerer det altødelæggende jordskælv-kaos med grusom troværdighed. Personskildringen kniber dog ad og til, men det er spændende at følge den hårdt ramte familie i deres ivrige forsøg på overlevelse.
Japan har som land oplevet mange voldsomme naturkatastrofer gennem årene. Hvem husker ikke den uhyggelige jordskælv tilbage i forår 2011, der udløste en kæmpe tsunami, der samtidig også førte til et ulykke i et atomkraftværk. De billeder jeg har i hovedet fra dengang dukker op igen fra underbevidstheden, mens jeg nu har set den nye anime-serie ‘Japan Sinks: 2020’. Man kunne nemt blive snydt af tonen fra seriens meget smukke titelsekvens, men de harmoniske billeder af paradis er blot stilhed før den altødelæggende katastrofe.
Observationskomikkens mester er tilbage med sin første egentlige special i over 20 år, og selvom formen måske ikke er altid lige skarp, er der få, der som Seinfeld, der kan få dig til at føle som om, at du er med på joken, og ikke offer for den.
Der kan ikke pilles ved Jerry Seinfelds status som komisk geni. Hans semi-biografiske sitcom ‘Seinfeld’ er blandt de bedste sitcoms nogensinde, og på scenen er han altid garant for at få dig til at grine ved hjælp af sit helt særlige spin på dagligdagens problemstillinger, og her bliver der da bestemt heller ikke lavet om på formlen.
