‘The Innocents’ lægger stærkt ud med nogle spændende episoder om kropskopiering og et forelsket teenagepar på flugt fra deres hjemby. Hvis blot serien havde holdt stilen alle episoderne igennem, så havde den måske nået Netflix-stjernehimlen.
Der kunne skrives meget (og det er der formodentlig også gjort) om fortællinger med teenagere, der viser sig at have en eller anden form for forbindelse til det overnaturlige. Den nyopdagede side i deres unge liv gør, at de bryder med de velkendte trygge rammer (ofte forældre) for at tage ud og undersøge denne nye verden på egen hånd. Jo, fremmedeheden i det overnaturlige er såmænd et stærkt virkemiddel i en allegori om dét at gå fra barn til voksen.
Multitalentet Demetri Martin underholder med den sjove comedy special ‘Demetri Martin: The Overthinker’, hvor han både joker og tegner med sit finurlige indhold om tilfældige banaliteter i livet. Det er ikke et udpræget mindeværdigt show, men det er fint og sjovt underholding til en hyggelig streaming-aften.
Den græsk-amerikanske komiker Demetri Martin er nu den seneste i rækken af mange andre komikere, der har lavet comedy specials i samarbejde med Netflix. Martins show hedder ‘Demetri Martin: The Overthinker’ og showet takler banale emner som huller i doughnuts, hunde, sport bars, aggressive bogstaver fra alfabetet og meget mere.
Anden sæson af Netflix’ antologiserie om de største romerske herskere er endnu engang flot produceret, men dens blanding af dramatisering og dokumentar virker stadig som lidt af en gimmick for gimmickens skyld.
Jeg har altid været fascineret af Romerriget… og ligeledes har medierne. De konstante magtkampe, intrigerne og selvfølgelig de drabelige slag, byggede også fundamentet for Hollywoods guldalder med film som Quo Vadis?, Cleopatra, Spartacus og selvfølgelig genindspilningen af Ben Hur som var den første film, der indbragte hele 11 Oscars. Samtidig er udbuddet af dokumentarer om ét af verdens største riger også forholdsvist stort, så hvordan kan man vride mere ud af noget, der skete for et par tusind år siden?
‘November 13: Attack on Paris’ er en dybtfølt, hjertelig og rystende helteerklæring til de mennesker, der kæmpede, overlevede og døde under det værste terrorangreb i Vesteuropa i nyere tid, men den trænger til kondensering og det fulde, dramatiske udbytte ødelægges af et for omfangsrigt persongalleri.
Når man ser ’13. november: Angrebet på Paris’, en tredelt mini-dokumentarserie om terrorangrebene i Paris i 2015, i anmelderregi, kan man ikke lade være med at tænke om man forklejner eller ligefrem besudler de levende, dødes eller redningsfolkenes lidelseshistorier fra den skæbnesvangre aften og nat for snart tre år siden. Men når man anmelder, må man også sætte sig udover de omgivende faktorer og dømme produktet ud fra, hvad det giver til én som seer; både hvis man er tæt på begivenheden eller, som de fleste er, på afstand.
Anden sæson af brasilianske ‘3%’ er uden de opfindsomme konkurrencer, men er til gengæld spækket med moralske spørgsmål og udfordringer. De første episoder er sløve i betrækket, men hold ud – spændingen fra sæson 1 vender tilbage.
Hvor første sæson af ‘3%’ fulgte karaktererne gennem Processens benhårde og opfindsomme konkurrencer, så er vinderne og taberne fundet i anden sæson: Rafael og Michele er kommet gennem nåleøjet og er dermed borgere i Ude på Havet, hvorimod de andre må blive tilbage på ludfattige Kontinentet. Det kunne jo som sådan have været slutningen på det hele. Sådan plejer det eftersigende at foregå efter Processen: De værdige flytter til Ude på Havet og glemmer tilstandene på Kontinentet, og taberne bliver tilbage, accepterer deres skæbne og får børn som en slags trøstepræmie. Men det er ikke tilfældet for Rafael, Michele, Fernando og Joana. Om end de ikke altid er enige, har nøjagtigt samme mål eller arbejder sammen, så mener de alle, at noget skal ske – Processen må stoppes og den ekstreme forskel på rig og fattig gøres mindre.
