Anden sæson af Netflix’ antologiserie om de største romerske herskere er endnu engang flot produceret, men dens blanding af dramatisering og dokumentar virker stadig som lidt af en gimmick for gimmickens skyld.
Jeg har altid været fascineret af Romerriget… og ligeledes har medierne. De konstante magtkampe, intrigerne og selvfølgelig de drabelige slag, byggede også fundamentet for Hollywoods guldalder med film som Quo Vadis?, Cleopatra, Spartacus og selvfølgelig genindspilningen af Ben Hur som var den første film, der indbragte hele 11 Oscars. Samtidig er udbuddet af dokumentarer om ét af verdens største riger også forholdsvist stort, så hvordan kan man vride mere ud af noget, der skete for et par tusind år siden?
‘November 13: Attack on Paris’ er en dybtfølt, hjertelig og rystende helteerklæring til de mennesker, der kæmpede, overlevede og døde under det værste terrorangreb i Vesteuropa i nyere tid, men den trænger til kondensering og det fulde, dramatiske udbytte ødelægges af et for omfangsrigt persongalleri.
Når man ser ’13. november: Angrebet på Paris’, en tredelt mini-dokumentarserie om terrorangrebene i Paris i 2015, i anmelderregi, kan man ikke lade være med at tænke om man forklejner eller ligefrem besudler de levende, dødes eller redningsfolkenes lidelseshistorier fra den skæbnesvangre aften og nat for snart tre år siden. Men når man anmelder, må man også sætte sig udover de omgivende faktorer og dømme produktet ud fra, hvad det giver til én som seer; både hvis man er tæt på begivenheden eller, som de fleste er, på afstand.
Anden sæson af brasilianske ‘3%’ er uden de opfindsomme konkurrencer, men er til gengæld spækket med moralske spørgsmål og udfordringer. De første episoder er sløve i betrækket, men hold ud – spændingen fra sæson 1 vender tilbage.
Hvor første sæson af ‘3%’ fulgte karaktererne gennem Processens benhårde og opfindsomme konkurrencer, så er vinderne og taberne fundet i anden sæson: Rafael og Michele er kommet gennem nåleøjet og er dermed borgere i Ude på Havet, hvorimod de andre må blive tilbage på ludfattige Kontinentet. Det kunne jo som sådan have været slutningen på det hele. Sådan plejer det eftersigende at foregå efter Processen: De værdige flytter til Ude på Havet og glemmer tilstandene på Kontinentet, og taberne bliver tilbage, accepterer deres skæbne og får børn som en slags trøstepræmie. Men det er ikke tilfældet for Rafael, Michele, Fernando og Joana. Om end de ikke altid er enige, har nøjagtigt samme mål eller arbejder sammen, så mener de alle, at noget skal ske – Processen må stoppes og den ekstreme forskel på rig og fattig gøres mindre.
For en manga-novice er ‘Mob Psycho 100’ med sin veltilrettelagte humor, sunde moraler og kinetisk energi et underholdende bekendtskab, der drejer de fleste klichéer en halv omgang.
At være anmelder på et medie, der udelukkende beskæftiger sig med originalt Netflix-content er et tveægget sværd. Du kan støde på nogle vaskeægte dødssejlere, men mindst lige så stor er chancen for at få sig en gevaldig overraskelse. Sidstnævnte skete for mig med ’Mob Psycho 100’.
Ultravold, bandeord, psykopater og tilmed en flyende, blå fantasi-enhjørning får man i den sindssyge ‘Happy!’. Baseret på en ligeså afsporet tegneserie byder serien på rablende skuespil fra Christopher Meloni og vilde episoder, der kan virke usmagelige. Det er bestemt ikke en serie for alle, men kan klart anbefales til dem, der elsker underholdende ekstremer.
Tegneserieforfatteren Grant Morrison hører til en af de mærkelige, kreative originaler i tegneseriebranchen. Når han ikke skriver mainstream-titler som ‘Batman’ eller ‘Superman’, så skriver han de særeste tegneserier som ‘WE3’, ‘The Invisibles’ og ‘The Filth’. Den surrealistiske film noir-tegneserie ‘Happy!’ hører til en af Morrisons letvægtere i forhold til de andre værker, men er den blevet omsat til tv-format af ‘Crank’-instruktøren Brian Taylor, som er instruktør på mange af episoderne.
