Instruktøren Noah Baumbach vender tilbage igen på flot vis med et humoristisk drama anført af det uventede bromance-spil fra George Clooney og Adam Sandler. De gutter er det bedste ved filmen.
Livet som Hollywood-skuespiller virker attraktivt set udefra, men det er det måske ikke alligevel. Arbejdet med selve skuespillet er det mest interessante, men alt det udenoms halløj der følger med berømmelsen, virker kaotisk. Væk er anonymiteten og tilbage er der en konstant følelse af at være på en scene af en slags. Det er det, Noah Baumbachs nye film ‘Jay Kelly’ handler om.
Serien om de modige unger fra Hawkins er på vej til at afslutte, og det er nok også for det bedste. Underholdningsværdien er intakt, men det vakler med friskheden.
Advarsel! Der vil være spoilers vedrørende de tidligere fire sæsoner af ‘Stranger Things’.
Omsider! Den er tilbage! Jeg snakker naturligvis om en af Netflixs største seriesucceser; ‘Stranger Things’, som er tilbage for sidste gang, medmindre nogen smider flere penge efter seriens skabere Matt og Ross Duffer. De har også udviklet en animeret spin off-serie til deres univers med titlen ‘Stranger Things: Tales from ‘85’ som bliver udgivet til næste år, så der er stadig noget i vente.
Historien om mordet på præsidenten James A. Garfield og hans morder Charles J. Guiteau er fascinerende fortalt og har pragtfuldt skuespil fra Michael Shannon og Matthew Macfadyen i de bærende hovedroller. Balancen mellem humor og drama er dog ujævn til tider.
USA har haft mange voldsomme kapitler i deres historie og ofte på baggrund af politik, hvilket alene de sidste fem år har vist omverdenen, mens vi andre må se hovedrysten til ståhejet. At være præsident i det land er ikke uden risiko, da man kan være et muligt mål for mordforsøg. Det vidner desværre eksempler som tæller John F. Kennedy og Abraham Lincoln, der hver især blev ofre for mordattentater, og deres død kaster stadig skygger af sig i dag. Men det var også tilfældet med præsident nummer tyve, James A. Garfield, som blev myrdet af prædikanten og skribenten Charles J. Guiteau.
Instruktøren Kathryn Bigelow vender tilbage med en tankevækkende film, der udforsker frygten for atombombeangreb. Filmen vil dele publikum med sin struktur og slutning, men det passer godt til et emne, man ikke tør drømme om at ske i virkelighedens verden.
Instruktøren Kathryn Bigelow er endelig tilbage efter otte år, hvor hendes sidste film var det intense race-drama ‘Detroit’ om raceurolighederne i en motel på en skæbnesvanger nat i 1967. Ordet “intens” beskriver meget godt de forskellige film af Bigelow, der senere skabte Oscar-historie som den første Oscar-belønnet kvindelige instruktør, da hun vandt for sin instruktion af krigsfilmen ‘The Hurt Locker’.
Jude Law og Jason Bateman er gode overfor hinanden som bitre brødre af tvivlsom karakter, men dramaet er til tider ret tungt at komme igennem, og spændingen udebliver.
Folk der er ude i noget kriminelt snavs er for det meste garanteret med god underholdning med thriller, drama og action i en samlet pakke. Vi tænker tit som publikum: “Godt det ikke er mig”! Det er også det, jeg tænker ovenpå bekendtskabet med krimi-miniserien ‘Black Rabbit’. Den er skabt af Zack Baylin og Kate Susman. Baylin har tidligere skrevet film som ‘King Richard’ og ‘Creed 3’, og Jason Bateman og Laura Linney har hver især instrueret nogle episoder af ‘Black Rabbit’.
