Der er dømt hyggekrimi med gevaldigt stjernestøv i filmatiseringen af bestseller-romanen ‘Torsdagsmordklubben’. Plottet er gennemsnitligt, men selskabet med klubben er muntret.
Hyggekrimi er den muntre subgenre til krimigenren. Der kan ske mordsager, men de er ofte ret milde i brutaliteten og foregår i idylliske omgivelser, der ser godt ud på et postkort. Bare tænk på de utallige sæsoner af krimiserien ‘Kriminalkommissær Barnaby’, hvor der sker koldblodige mord i en smuk, engelsk landsby. En lignende stemning finder man også i den muntre krimifilm ‘Torsdagsmordklubben’.
Goth-pigen over dem alle, Wednesday er tilbage med et nyt mysterium. Det er spændende at se hende igen sammen med sin familie, også selvom de samme elementer ikke føles så friske mere. Men det er heldigvis et herligt gensyn.
Kombinationen af instruktøren Tim Burton (‘Edward Saksehånd’ og ‘Sleepy Hollow’) og den sarkastiske dødbider-pige Wednesday fra familien Addams viste sig at være en sand vinder. Serien ‘Wednesday’ blev til af de mest succesfulde serier fra Netflix med lignende populær status som ‘Stranger Things’. ‘Wednesday’ blev i høj grad også en tiltrængt succes for Burton ovenpå den kedelige Disney-fadæse ‘Dumbo’, og han fik i sidste år et biografhit med ‘Beetlejuice Beetlejuice’ – efterfølgeren til kult-komedien ‘Beetlejuice’. Nu er Burton og serieskaberne Alfred Gough og Miles Millar tilbage med første del af anden sæson til ‘Wednesday’.
Afslutningen på sagaen om drømmekongen og hans familie er fin omend en tung konklusion. Skuespillet er lige så godt som sidst, men historierne er noget langsomt fortalt og føles forhastet visse steder.
Det havde længe været umuligt at forestille sig forfatteren Neil Gaimans tegneserie-saga ‘The Sandman’ blive filmatiseret. Som en film havde det været meget svært at fange det hele fra tegneserien, så som tv-serie er det mere ligetil med hensyn til forlæggets unikke struktur. Første sæson af ‘The Sandman’ kom ud for tre år siden, og nu er serien endelig tilbage med en anden og sidste sæson.
Den tredje og afgørende sæson af ‘Squid Game’ er ude nu, og den er ikke helt den mesterlige kæberasler, man havde håbet på. Dertil går der en del gentagelser i det trods nogle flotte og farlige sekvenser samt fantastisk skuespil.
Advarsel: Anmeldelsen indeholder spoilers om den første og anden sæson af ‘Squid Game’.
Der var en massiv hype uden lige omkring sæson to af ‘Squid Game’, da den kom ud omkring årsskiftet i år. Modtagelsen af den var for det meste positiv, men der var også en generelt følelse af, at friskheden ikke var der mere. Det er også uundgåeligt, når man vil prøve at levere varen igen.
Det at læse om seriens skaber Hwang Dong-hyuk fik angst og stress af at lave to nye sæsoner til sin succesfulde serie, er fuldkommen forståeligt nok. Men Dong-hyuk og hans hold slap rimelig godt afsted med det. Nu er et halvt år gået, og nu er den tredje og sidste sæson ude nu her i den varme sommer. Der er seks episoder i alt med hver en times varighed.
K-pop møder dæmon-action i den flotte og energiske animationsfilm ‘KPop Demon Hunters’. Ikke alle sange er lige gode, men animationen er til tider forrygende at se på med sit anime-inspirerende udtryk.
Siden animationsselskabet Sony Pictures Animation lavede den første ‘Spider-Verse’-film, ‘Spider-Man: Into the Spider-Verse’, har computeranimation taget en stilistisk drejning gennem de sidste syv år. Der har været en serie af computeranimationsfilm, der ser ligefrem maleriske ud i udtrykket, hvilket har været et friskt tilskud til den type animation der førhen har set meget ensartet ud. Det er ikke ment som en negativ holdning til eksempelvis Pixars mange flotte film, men det er fedt at se hvor langt man kan skubbe til teknologien i dag.
