‘Gone Girls: The Long Island Serial Killer’ går i dybden med de mange mord der fandt sted i Long Island. Fokusset er mest på ofrenes efterladte, og det er deres historier, der gør mest indtryk i en dokumentarserie, der bruger mange af de sædvanlige true crime-normer.
Nogle mordmysterier forsvinder aldrig fra folks bevidsthed særligt på baggrund af vores fascination af mørke kræfter, der kan være svære at forstå. Som eksempelvis drabelige seriemordere. Det gælder også fascinationen af de stakkels ofre, der fik deres liv afsluttet alt for tidligt ved et fatalt møde med en morder. Der er særligt fokus på den tragiske aspekt af den slags sager i den nye true crime-dokumentarserie ‘Gone Girls: The Long Island Serial Killer’. Den består af tre afsnit der er ret ligetil at bingewatche.
Seriemorderen Charles Manson spøger i folks bevidsthed igen med en fin dokumentarfilm, der giver indblik i et sygt sind og hans blodige ugerninger samt vilde teorier forbundet med dem.
Seriemordere bliver ved med at fascinere folk gang på gang, og en af de mest gådefulde og uhyggelige af slagsen er Charles Manson. Seriemorderen der hjemsøgte den amerikanske kollektive bevidsthed dengang har været emnet for utallige spillefilm og dokumentarfilm og naturligvis også bøger for at forstå det syge sind, der hjernevaskede en flok unge mennesker og gjorde dem til koldblodige mordere.
Blandt det brogede persongalleri i ‘SvampeBob Firkant’-tegnefilmserien finder man den meget lille og skurkagtige Plankton. Han er absolut den sjoveste af de ikoniske bifigurer med hans evige plan om at stjæle den særlige opskrift på krabbeburger og nå ja… overtage verdensherredømmet!
Dokumentar-miniserien om Jerry Springers kontroversielle talkshow underholder og løfter sløret for balladen bag og foran kulisserne. Det er bestemt ikke et kønt syn.
USA er i den grad et land som dyrker talkshow-kulturen som ingen andre. Et af de mest omdiskuterede talkshows der fandtes var ‘The Jerry Springer Show’, som satte gang i udtrykket “trash-tv”, hvor alt, der var smagløst og kontroversielt, blev vist uden tøven.
Programmet vakte tit opsigt på daglig basis med vilde gæster med vilde problemstillinger, der kunne ophidse publikum – både i tv-studiet og derhjemme i amerikanernes stuer. Set udefra virkede det som et decideret freakshow, der fik en til at tænke: “Only in America!” Herhjemme blev showet vist på den danske tv-kanal TV3.
Den sydkoreanske hitserie er tilbage igen langt om længe, men trods den høje underholdningsværdi og fantastisk skuespil, er den nye sæson ikke så frisk og nytænkende.
Advarsel: Anmeldelsen indeholder spoilers om første sæson af ‘Squid Game’.
Jeg var sent om at se den første sæson af den sydkoreanske serie ‘Squid Game’ inden for nogle måneder siden. Men jeg kunne ikke undgå at bemærke i starten, hvordan dens succes tog fart verden over, og hvordan visse visuelle elementer derfra satte sit præg i popkulturen.
