Denne engelske og emotionelt brutale kortfilm tvinger sin seer til at kigge ind i et kapitel af Hitlers Tredje Rige, som vi altid har kendt til, men synes at have glemt: Massedrab på handicappede børn.
Overraskende nok for en film om et så brutalt emne som massedrab, vil jeg starte denne anmeldelse ud med at snakke om vittigheder. Forleden så jeg en avisartikel om, at den britiske komiker Jimmy Carr var kommet i et stormvejr på grund af en joke om Holocaust.
Mysteriet i ‘Photocopier’ er interessant og dragende med sine mange brikker. Tempoet tester ind imellem ens tålmodighed, men filmen håndterer solidt et aktuelt emne med uhyggelig relevans, uanset hvor i verden man kommer fra.
Svage minder eller mangel på dem om en løssluppen fest der gik helt amok for en person. Det lyder som setuppet til en af de tåbelige ‘The Hangover’-film, men det er det heldigvis ikke. Det er tværtimod udgangspunktet for handlingen i det indonesiske drama ‘Photocopier’, hvor den ambitiøse student Sur (Shenina Syawalita Cinnamon) prøver at finde ud af, hvad der skete til en fest, og især hvem der tog billeder af hende, mens hun var fuld og lettere bevidstløs.
I 2017 udkom ’Call Me By Your Name’ og pludselig skulle alle leje et sommerhus i Italien og nyde det bedste Italien havde at byde på. Her, fire år senere, udkommer mesterinstruktøren Paolo Sorrentinos nyeste værk ’The Hand of God’, som giver seeren til den største lyst til at tage en smuttur til Napoli.
’The Hand of God’ er Sorrentinos niende film og utvivlsomt hans mest personlige til dato. Filmen trækker på episoder fra instruktørens ungdom og har sit tematiske center om den napolitanske befolknings passion for fodbold og specielt for Diego Maradona, som kom til byen i 1984.
Mexicos Oscar-bud er en barsk og fåmælt coming-of-age historie, der let tangerer mellem barndommens uskyld og de hårde realiteter, der kommer af at være en landsby fanget i en narkokrig.
Pigen Ana bor i en mexicansk bjergby sammen med sin mor. Hun går i skole, og i fritiden hænger hun ud med sine veninder Maria og Paula, hvor de snakker om fyre og afprøver grænser. Hun er kort sagt en helt almindelig pige, der står på tærsklen til den første del af voksenlivet.
Der er så også bare lige det, at bjerglandsbyen fanget i en blodig konflikt mellem det mexicanske militær og et brutalt narkokartel, og de fleste af mødrene i byen tjener deres penge på at høste de store opiumsmarker, der omgiver byen og hjælper kartellet med at tjene deres penge. Igennem nogle år følger vi Ana og hendes venner mens de langsomt bliver bekendt med en verden og en hverdag, de fleste af os heldigvis kun læser om på internettets nyhedssider.
Rebecca Halls smukke debutfilm som instruktør emmer af passioneret fortællelyst og har en følsom håndtering af race, klasse og identitet båret af det fremragende skuespil fra Tessa Thompson og Ruth Negga.
Flere og flere skuespillere går hen og bliver instruktør nu om dage. Fælles for dem er, at de har en sikker måde at arbejde med skuespillere på, da de naturligvis kender til faget og har måske noget teknisk snilde. De kendte eksempler er folk som Kenneth Branagh, Mel Gibson og George Clooney som alle kan begge dele til fingerspidserne.
