‘Annihilation’ er en vaskeægte love it or hate it-film, hvor der ikke gives nogen lette svar. Seeren udfordres og det føles som en heftig feberdrøm at tage med karakterne på ekspedition – det hele er abstrakt og virkelig syret.
‘Annihilation’ et Netflix’ nye sci-fi-satsning, der er twistet med lidt horror, og er både skrevet og instrueret Alex Garland (der også står bag bl.a. ‘Ex Machina’). Hovedpersonen Lena (Natalie Portman) er ikke blot tidligere soldat, men nu også forsker i cellebiologi. Hendes mand har været forsvundet siden han tog på en hemmelig mission som soldat for et år siden, og snart bliver Lena også involveret i selv samme mission. Et mærkeligt fænomen er nemlig ved at brede sig i USA (selvfølgelig), hvor det, de kalder for flimmer, overtager mere og mere af landjorden.
‘Altered Carbon’ er både fejende flot, hamrende brutal og stjæler med arme og ben fra alverdens sci-fi fra de sidste 30 år, men hvad gør det, når den gør det så godt som det er tilfældet her.
Jeg elsker fremtidsdystopier. Det er en tidløs og visuelt stimulerende måde for manuskriptforfattere, instruktører og skuespillere at gøre sig filosofiske tanker og skabe en forhøjet virkelighed, der afspejler vores egen samtid. Kubrick frygtede den overvejende nationalistiske, politiske bølge og tilintetgørelsen af individet i ‘A Clockwork Orange’, Scott filosoferede dybt over hvad et menneske egentlig er gjort af i ‘Blade Runner’ og Wachowski-brødrene bed negle over computernes fremmarch i ‘The Matrix’. Nu kommer ‘Altered Carbon’; en sci-fi dystopi, der danser med mange af de samme emner, men også tilføjer både stiliseret og hamrende brutal vold.
‘Rotten’ er en fremragende, faktabaseret og konkret dokumentarserie om fødevareindustriens faldgruber, der gør et godt stykke arbejde med at belære seeren om at vi altså allesammen bidrager til korruptionen i industrien; om vi så handler hos den økologiske købmand eller Føtex.
At lave dybt kritiske dokumentarer om korruptionen af både krop og sind I fødevareindustrien er ikke noget nyt. Film som ‘Super-Size’ Me eller ‘Food Inc.’ er begge skoleeksempler på dokumentarfilm, der helt sikkert vil få det til at vende sig i de fleste.
Den første sæson af ‘The Crown’ var crème de la crème i serieåret 2016, hvor både anmeldere og seere var svært begejstrede. Selv i denne seriens guldalder, som vi befinder os i, har ‘The Crown’ skilt sig ud fra velproducerede konkurrenter ved at have en usædvanlig høj kvalitet i forhold til manuskript, skuespil og æstetik. Både de royale gemakker og britiske omgivelser tager vejret fra en med det ene smukke billede efter det andet, og kostumedesignerne har givet den hele armen med prangende outfits. ‘The Crown’ er og bliver en vanvittig smuk serie, der samtidig har meget på hjerte.
Filmen har meget på hjerte, og med elegant symbolik og en voldsom slutning nøjes den ikke med at invitere til, men insisterer på eftertanke hos seeren. ’Mudbound’ er derfor langt mere end 133 minutters medrivende fortælling, da budskaberne vil blive hængende længere end det.
Titlen afslører faktisk det meste: ‘Mudbound’ handler om mudder og at sidde fast i denne klæbrige, brune substans. Fortællingens omdrejningspunkt er primært 1940’ernes Mississippi, hvor den hvide familien McAllan køber en gård på landet. Tilknyttet denne farm er den sorte familien Jackson, der grundet deres hudfarve knokler med al det hårde arbejde på gården under uretfærdige forhold.
