Der er gået retro i underholdningsbranchen. Man rådyrker firser pop kultur som aldrig før og er man som mig et barn fra den periode, så føles det hele meget nostalgisk plus at man føler sig noget gammel. Suk…
En af de mest omtalte serier fra sidste år var uden tvivl ‘Stranger Things’ – skabt af brødrene Duffer. Den dyrkede uden skam alt det bedste fra firser-popkulturen med utallige referencer som man som publikum kunne more sig af. Men heldigvis gik det hele ikke op i det rene nørderi. For ‘Stranger Things’ havde en fantastisk historie at fortælle og den var sindssyg spændende. Historien om de nørdede drenge, en pige med telepatiske kræfter og et drabeligt monster fra en anden dimension tog verden med storm. Nu et år efter er anden sæson endelig klar til streaming. Er den ventetiden værd? Ja absolut!
Der er ikke noget at gøre. Halloween rykker tættere på og overalt i butikkerne og gaderne er der pyntet op med skeletter, dæmonisk smilende græskarer og andre gespenster. Filmverdenen holder sig ligeledes heller ikke tilbage for at fylde vores digitale videohylder op med fristelser, der skal forsøge at fuldende en gysende og råkold efterårsaften, hvor vi kan putte os vel til rette; enten alene eller sammen med andre og nyde et godt gys.
‘Mindhunter’ er ligesom de seriemordere, som FBI-agenterne interviewer: Du vil være skeptisk til at starte med, men snart er du opslugt af en dragende fortælling.
“How can you shoot, what you can’t see?” spørger en psykotisk gidseltager, der tror at han er usynlig, i første scene af Netflix’ nye krimiserie ‘Mindhunter’. Og netop denne sætning skal vise sig at være dét spørgsmål, der forbliver aktuelt i løbet af hele sæsonen: For hvordan kan man egentlig forebygge seriemordere, hvis man ikke forstår, hvorfor de er blevet, som de er?
Den hjertevarme ‘The Meyerowitz Stories (New and Selected)’ byder på fantastisk og humoristisk skuespil fra det gode skuespillerhold og især fra Adam Sandler, der er filmens store overraskelse.
Filminstruktøren Noah Baumbach er en ægte film-humanist. I samtlige hans film er der fuld fokus på mennesker og deres indbyrdes forhold til hinanden, ofte portrætteret i dysfunktionelle familier. Det kan lyde tungt, men er det bestemt ikke i Baumbachs film, da det sure bliver behandlet nænsomt med lun humor. Gode eksempler er film som ‘The Squid and the Whale’ (2005) og ‘Margot at the Wedding’ (2007).
Baumbach gør det selvsamme igen med sin seneste film ‘The Meyerowitz Stories (New and Selected)’ (2017), der var med i kampen om de gyldne palmer i Cannes i år. Den tabte, men vandt dog prisen Dog Palm for familiehunden Bruno!
