Historisk set har kombinationen af Netflix og actionthrillere sjældent vakt store forventninger hos publikum. Genren har længe været præget af halvhjertede forsøg, rystende kameraføring og manuskripter uden større dybde. Men i 2024 er der tilsyneladende sket et skift. Først leverede ’Rebel Ridge’ en triumf tilbage i september, og nu er det ’Carry-On’, der tager fat om juleferien – og den er i den grad værd at se.
Richard Curtis har skabt sig en plads som en af de største britiske manuskriptforfattere. Hans evner strækker sig over omfattende historier, skæve ensembler, hjertevarmende romancer og sentimentale begivenheder som bryllupper og jul. Hans cv omfatter bl.a. ‘Fire bryllupper og en begravelse’, ‘Love Actually’ og ‘Bridget Jones’. Så når man finder ud af, at manuskriptforfatteren nu har kastet sig over animation, er det svært ikke at blive en smule begejstret og hjertevarm.
Forestil dig en julefilm så sød, at den får marcipan til at fremstå som diætmad – og så skru endnu længere op for sukkerindholdet. Det er præcis, hvad Netflix leverer med ’Hot Frosty’ en film om en snefigur, der bliver levende, stjæler tøj og flytter ind hos en venlig café-ejer. Hvis dette lyder som opskriften på julehygge, tager du fejl. Det er snarere opskriften på at slå julestemningen ihjel.
Da Layla slår op med sin kæreste lige før jul, må hun skynde sig at finde sin drømmemand. Med hjælp fra en concierge forsøger hun at skaffe billetter til det totalt udsolgte Pentatonix-juleshow – en opgave, der viser sig sværere end forventet. Trods alle forhindringer håber Layla på et julemirakel.
Baseret på et virkeligt mord i Chile i 1950’erne har Maite Alberdis fiktive historie masser af glamour og stil, men ingen intensitet.
Chiles Oscar-bidrag i år er denne skæve, utilfredsstillende mærkværdighed fra instruktøren Maite Alberdi, som Pablo Larraín har været med til at producere, og som er inspireret af en mere mærkelig end virkelig kriminalsag fra 1950’erne. Den er elegant og underholdende nok i starten med en skæv humor, som Alfred Hitchcock måske ville have nydt. Men den får aldrig rigtig den effekt, den synes at love; det intense psykologiske drama om den enlige kvinde, der møder Ripley, bliver aldrig realiseret. En dokumentarfilm ville måske have været bedre til dette materiale, eller en fiktionsfilm, som ikke har en opdigtet karakter i hovedrollen.
