Netflix-komedien/dramaet ‘Pain Hustlers’ er den fiktive filmatisering af Evan Hughes’ artikel for New York Times i 2018, der beskrev historien om Insys Therapeutics, medicinalvirksomheden, der gik ekstremt langt for at markedsføre og sælge Subsys, en fentanylbaseret flydende spray.
Instruktøren David Yates, som er kendt for sin mange film i ‘Harry Potter’- og ‘Fantastic Beasts’-franchiserne, forsøger at gøre for Big Pharma, hvad ‘The Wolf of Wall Street’ gjorde for aktier, eller ‘The Big Short’ gjorde for boligboblen – dels en skandaløs komedie, dels et tankevækkende drama. Men på trods af solide præstationer fra Emily Blunt og Chris Evans er ‘Pain Hustlers’ hverken chokerende eller skarp nok til at efterlade et varigt indtryk.
Netflix’ ’Bodies’ er næsten umulig at definere – og det er noget af det bedste ved den. Den er dels et mysterium, dels en politiserie, dels et karakterdrama, dels en fremtidsdystopi, men mest af alt er den et tiltrængt frisk pust.
Det ville ikke være helt rigtigt at beskrive hovedpersonen i David Finchers nye lejemorder-thriller som navnløs. Faktisk har han flere navne, end de fleste. Felix Unger, Archibald Bunker, Reuben Kincaid, Thomas Jefferson: hans aliasser på pas og kreditkort er hentet fra historiske personer og han skifter mellem dem lige så frit som de nummerplader, der låses fast på de anonyme biler han kører i.
Maratonsvømmeren Diana Nyad drømte om at svømme fra Cuba til Florida. Det er 177 kilometer uforudsigeligt åbent hav. Før hende havde de eneste, der havde forsøgt det, brugt et hajbur til at beskytte sig mod livstruende rovdyr i vandet. Diana forsøgte første gang og fejlede, da hun var 28 år. Årtier senere besluttede hun sig for at gøre det igen.
Hun hedder Hadley, og hun hader mayo. Hans navn er Oliver, og han hader overraskelser. Ikke alene er der minimalt med mayonnaise, men det er også en stort set overraskelsesfri affære, en ofte charmerende, men dybt formelagtig øvelse, fra det første møde hele vejen igennem til det uundgåelige lykkeligt til deres dages ende. Hvis der er en overraskelse, er det, at instruktør Vanessa Caswills film – selv med sin generiske narrative struktur og endnu mere generiske titel – formår at fungere alligevel, som en behageligt underholdende, kalorietom filmisk snack.
