Det bliver snart muligt at se den overnaturlige franske dramaserie The Returned (Les Revenants) på Netflix, da streamingtjenesten netop har offentliggjort at serien får premiere d. 15. august.
Serien, der har vundet en Emmy for bedste internationale dramaserie, tager udgangspunkt i en lille fransk bjergby hvor døde mennesker pludselig dukker op og virker både i live og normale. Blandt dem teenageren Camille, som blev offer for en flugtbilist, en lille dreng ved navn Victor, der blev myrdet af indbrudstyve, og Serge en frygtindgydende seriemorder.
Da de døde genoptager deres normale liv begynder der at ske uforklarlige ting i den lille by; strømafbrydelser, manglende vandressourcer, døde dyr og mærkelige afmærkninger på ligene af de levende og de døde.
Forleden blev nomineringerne til de prestigefyldte Emmy Awards afsløret ved et stort anlagt arrangement. Netflix var rygtet til at løbe med et par nomineringer, men streamingtjenesten overraskede alt og alle med ialt 31 nomineringer.
Den helt store topscorer blev den politiske thriller House of Cards med 13 nomineringer. Serien er blandt andet blevet nomineret som værende den bedste dramaserie. I denne kategori skal Kevin Spacey og resten af holdet fra House of Cards kæmpe mod andre populære serier som Game of Thrones, Downton Abbey, Breaking Bad, Mad Men og True Detective.
Fængsels-serien Orange is the New Black, som er den mest populære serie fra Netflix, har også modtaget en del anerkendelse og er dermed blevet nomineret i 12 forskellige kategorier. Seriens hovedperson Taylor Schilling er ligeledes blevet nomineret som bedste hovedperson i en komedieserie.
Anden sæson af den Emmy-nomineret thriller-serie fra Netflix; Hemlock Grove får premiere på Netflix Danmark fredag 11. juli. Seriens sæson 2 bliver på 10 episoder, som hver har en varighed på en time. Hemlock Grove er endnu en gang blevet produceret af gyser-instruktøren Eli Roth, der tidligere har stået bag bl.a. Hostel og Cabin Fever. Serien er baseret på Brian McGreevys novelle af samme navn.
I den nye sæson af den overnaturlige triller fortsætter der med at ske uforklarlige og chokerende hændelser i den lille by. Roman kæmper med sit forhold til sin mor og sin søsters forsvinden. Samtidig er Peter flyttet ind hos Destiny og er tvunget til at få et job da han mor er væk og ikke længere kan forsørge ham. En ny pige kommer dog til byen hvilket påvirker både Roman og Peter, der begge bærer på en grufuld hemmelighed.
I Hemlock Grove medvirker Famke Janssen (X-Men), Bill Skarsgård (Simon & The Oaks), Landon Liboiron (Terra Nova) og Dougray Scott (Mission Impossible II). I den nye sæson vil man endvidere kunne se nogle nye ansigter da skuespillerne Madeline Brewer (Orange is the New Black), Madeleine Martin (Californication), Joel de la Fuente (Law & Order: SVU) og Tiio Horn (18 to Life) ligeledes er på rollelisten i Hemlock Grove sæson 2.
Forleden blev de prestigefyldte Emmy Awards uddelt ved et storslået show i Los Angeles. Netflix var ved prisuddelingen stærkt repræsenteret med hele 14 nomineringer fordelt på serierne House of Cards, Hemlock Grove og Arrested Development.
Netflix vandt i alt 3 priser som alle tilfaldt den politiske serie House of Cards. Serien var på forhånd nomineret til 9 priser, men instruktør David Fincher og resten af holdet bag House of Cards kunne gå hjem med priserne Outstanding Directing for a Drama Series, Outstanding Casting for a Drama Series og Outstanding Cinematography for a Single Camera Series. Den sidste tilfaldt endda danskeren Eigild Bryld som har stået for optagelsen af House of Cards.
House of Cards var ligeledes nomineret til prisen Outstanding Drama Series hvor den skulle kæmpe mod Breaking Bad, Mad Men, Homeland, Game of Thrones og Downtown Abbey. Her endte Breaking Bad dog med at løbe med prisen. Serien har dog tidligere været nomineret til Emmy Awards, men har aldrig vundet en pris og da det er sidste år at Breaking Bad løber over skærmen, var det ventet at serien ville vinde årets pris.
Forleden blev nomineringerne til Emmy Awards 2013 offentliggjort og det viser sig, at Netflix i år er stærkt repræsenteret blandt de nominerede. Netflix’ originale serier som House of Cards, Arrested Development og Hemlock Grove er samlet nomineret til 14 priser.
House of Cards må anses for, at have fået de mest prominente nomineringer som Bedste Dramaserie, Bedste Mandlige Hovedrolle ved Kevin Spacey som Francis Underwood, Bedste Kvindelige Hovedrolle ved Robin Wright som Claire Underwood. I kategorien som Bedste Dramaserie skal House of Cards kæmpe om prisen mod de populære tv-serier Breaking Bad, Mad Men, Homeland, Game of Thrones og Downtown Abbey. House of Cards er nomineret til i alt 9 priser.
Jason Bateman har for sin rolle som Michael Bluth i Arrested Development modtaget en nominering som Bedste Mandlige Hovedrolle i en komedieserie. Herudover er serien nomineret til priser for bedste musikkomposition og kameraføring.