Lilyhammer sæson 3 får premiere i november
16/10/2014 | FlixfilmSæson 3 af Netflix-serien Lilyhammer får premiere på streamingtjenesten fredag d. 21. november. Det oplyser Netflix i en pressemeddelelse.
Den helt nye sæson består af otte episoder, hvor man fortsat følger den tidligere gangster Frank ”The Fixer” Tagliano (Steven Van Zandt), mens han starter et nyt liv under et vidnebeskyttelsesprogram i byen Lillehammer i Norge.
I tredje sæson af Lilyhammer rejser Roar (Steinar Sagen) til Brasilien for at møde en kvinde han har mødt over internettet. Blændet af kærlighed finder han dog sig selv i brud med loven, og det er nu op til Frank og Torgeir (Trond Fausa) at rette op på tingene. Frank får hjælp fra det norske udenrigsministerium, men samarbejdet mellem Frank og udenrigsministeren er alt andet end gnidningsfrit. Og som om Frank ikke har nok udfordringer med sin uregerlige flok, så dukker et spøgelse fra fortiden op – en amerikansk “ven af familien”, der ser store muligheder i Lillehammer for en mand med hans talenter.