Fik du ikke set Heartless med bl.a. Julie Zangenberg, Sebastian Jessen og Nicolaj Kopernikus da den i 2014 løb over tv-skærmen på Kanal 5, så har du nu muligheden, da Netflix forleden tilføjede hele første sæson til deres streamingtjeneste.
Heartless, der er skrevet af Nikolaj Scherfig (Broen) og trækker sin inspiration fra Twilight og True Blood, handler om Sofie (Zangenberg) og Sebastian (Jessen), som er elever på kostskolen Ottmansgaard. Her kæmper de for at løse og forstå den forbandelse de begge er ramt af. For at leve er de tvunget til at suge livskraft ud af andre mennesker, som vampyrer suger blod. Men hvis de suger for meget, går deres ofre op i flammer og brænder op, skriver Kanal 5 om deres første store dramasatsning.
Netflix har kun været i Danmark lidt over et år, men allerede nu kan streamingtjenesten kalde sig Danmarks sjettestørste tv-kanal. En ny undersøgelse fra DR Medieforsking viser, at Netflix tegnede sig for cirka 3% af den samlede sening på tværs af de forskellige måder, danskerne kan se tv på. Det er lidt mindre end TV3, DR2 og TV 2 Charlie, men mere end TV 2 News og Kanal 5.
Der er ingen tvivl om at streamingtjenesterne vinder markedsandele, men den traditionelle måde at se tv på dominerer fortsat, konkluderer medieforskerne Dennis Christensen og Niels Marslev. Dog vinder streaming frem – især hos de unge.
Blandt de unge i aldersklassen 15-30-årige står Netflix for cirka 6% af denne gruppes tv-sening, mens YouTubes tv-lignende indhold tegner sig for cirka 3%. Hvis man udelukkende måler på seertid hos de unge, så stiger Netflix fra sin sjetteplads i hele befolkningen til en delt tredjeplads – side om side med DR1, lige i halen på TV3, og kun distanceret af TV 2 på førstepladsen.
Netflix har netop offentliggjort, at de har erhvervet sig de eksklusive rettigheder til tredje sæson af den amerikanske krimiserie The Killing. Umiddelbart efter at serien er blevet vist på amerikansk TV, vil det dermed være muligt at se serien på Netflix. På nuværende tidspunkt er kun første sæson af The Killing tilgængelig på den danske Netflix, men sæson 2 skulle gerne blive tilføjet indenfor de kommende måneder.
The Killing er en amerikanske udgave af den populære danske dramaserie Forbrydelsen. Sarah Lund er blevet skiftet ud med Sarah Linden som spilles af Mireille Enos. De to første sæsoner tager udgangspunkt i mordet på Rosie Larsen hvorimod tredje sæson vil omhandle en ny mordgåde.
I Danmark vises The Killing på Kanal 5, men den nyeste sæson vil altså kun kunne ses på Netflix. Det er endnu ikke blevet offentliggjort hvornår sæson 3 får premiere.