Mads Mikkelsen formår desværre ikke at redde dette rod af en film – selv ikke med en klap for øjet og et ’badass’ overskæg. ’Polar’ eksperimenterer med distinkte stiltræk, men falder desværre i en al for gammel og velkendt løbebane, vi alle sammen blev trætte af i midt-00’erne.
I 2012 så Victor Santos’ grafiske roman, ’Polar’, dagens lys for første gang. Til start i form af en webbaseret tegneserie, men efterfølgende udkom der flere bind i fysisk form. ’Polar’ beskrives som en noir-action tegneserie, omhandlende lejemorderen The Black Kaiser. Nu har tegneserien så fået sin live-action debut med Mads Mikkelsen i hovedrollen.
Af en film der kalder sig ’The Last Laugh’, er der utroligt få grin at hente i denne road trip-komedie, der ellers bryster sig af navne som Richard Dreyfuss, Chevy Chase og Andie MacDowell. En ting er sikker: Dit sidste grin bliver ikke til denne film.
Netflix har satset stærkt på at give ældre skuespillere, der for 30 år siden var ’household names’, chancen for at gøre comeback på deres streamingtjeneste. Vi har set eksempler såsom ’Grace and Frankie’ samt senest med ’The Kominsky Method’, der så Michael Douglas og Alan Arkin i topform. Nu er spørgsmålet så, om Netflix kan gøre det samme for Chevy Chase og Richard Dreyfuss i ’The Last Laugh’.
Susanne Bier kommer godt fra start, men ’Bird Box’ famler desværre i blinde, og vi ender med en film, der føles repetitiv og forceret. Så regner man med et nyt take på horror-genren, bliver man slemt skuffet.
Da det kom frem, at Susanne Bier skulle instruere en film for Netflix med Sandra Bullock i hovedrollen, var alle lutter ører. Filmen er ’Bird Box’ – baseret på Josh Malermans postapokalyptiske roman fra 2014 af samme navn. Her var et projekt med masser af potentiale. Og for to måneder siden landede den første trailer så. Den lovede uhygge, utrolige visuelle billeder og en Sandra Bullock i topform. Og nu har ’Bird Box’ endelig fået premiere, men kan Bier imødekomme de høje forventninger? Svaret er desværre ikke så positivt, som man kunne have håbet.
Netflix’ nyeste forsøg på en true crime besættelse er både visuelt flot, velfortalt og særdeles vanedannende. ’The Innocent Man’ balancerer fornemt en grusom historie, kringlede retssager og en selvtilfreds forfatter, hvilket resulterer i en medrivende beretning om mord, skyld og sorg.
Efter ’Making a Murderer’ debuterede på true crime scenen i 2015, opstod der et fornyet fokus på falske tilståelser og domsafsigelser. Netflix fornemmede hurtigt interesse og inden længe landede en ny dokumentarserie til streaming, ’The Confession Tapes’, hvor hvert afsnit gennemgik et nyt tilfælde af potentielle uskyldige, der var blevet fældet for en forbrydelse på baggrund af en tvivlsom, og i nogle tilfælde tvunget, tilståelse. Med ’The Innocent Man’ har vi endnu en gang at gøre med tilståelser, domme og tvivl. Gudskelov har serien også andet at byde på end gamle tilståelsesbånd.
Trods flotte effekter og høj underholdningsværdi, formår ’The Christmas Chronicles’ desværre ikke at opnå en juleklassiker-status. Kurt Russels julemand får ellers næsten en til at glemme, hvor generisk og hult plottet er.
De fleste forbinder den perfekte julefilm med nostalgi. Mange vil slet ikke føle den rette julestemning sprede sig, medmindre de gnasker pebernødder og ser ’Alene hjemme’, ’Fars fede juleferie’ eller en tredje julefilm. Det kan derfor være en udfordring at skabe en ny juleklassiker, for hvordan skal man kunne udkonkurrere nostalgisk julehygge? I år har Netflix og Kurt Russell så gjort forsøget – men resultatet når ikke pebernødder til sokkeholderne.
