Den selvstændige Cyberpunk-fortsættelse byder på flot stilistisk anime i højt gear med en række af excentriske figurer. Serien er nok mere til det publikum der i forvejen dyrker det særprægede og voldelige sci-fi univers.
Anime fortsætter med at dominere på streamingmarkedet i storform. Hvad der før virkede utilgængeligt for det brede vestlige publikum er en helt anden tid, og
efterspørgslen efter mere anime er stigende år for år. Særligt populært er de anime-film/serier, der bygger på kendte brands, der i forvejen har et stort publikum verden over. Et særligt brand er ‘Cyberpunk’ som er navnet på et populært brætspil, der senere tog gamers med storm i form af computerspillet ‘Cyberpunk 2077’.
Mini-serien ‘Below’ har lovende idéer med sin søuhyre-historie, men de bliver aldrig forløst med nerve og spænding trods ihærdigt skuespil fra Josh Hartnett og Mackenzie Davis.
Havet kan gemme på mørke hemmeligheder, og har tit inspireret til uhyggelige historier af monstrøst karakter hentet fra mytologiske historier. Bare tænk Kraken, Loch Ness og Midgårdsormen, så er I med på hvad den nye Netflix-serie ‘Below’ drejer sig om.
Ben Affleck er tilbage i instruktørstolen med den noget ujævne thriller ‘Animals’. Filmen prøver at være en gedigen thriller, samtidigt med at den prøver at tage moralske punkter op til diskussion. Men filmen er noget mislykket med begge dele og er noget rod.
Selv mennesker i høje kredse er sårbare og kan udsættes for problemer som alle mulige almindelige mennesker. Det er det, der sker for borgmesterkandidaten Mark Kimball (Ben Affleck), da hans søn (Christopher Kimball) bliver kidnappet. Mark og hans kone Abigail (Kerry Washington) har få timer til at betale løsepenge for at få deres søn igen. Men mange af Marks penge er brugt på hans politiske kampagne, så ægteparret er nødsaget til at bruge ulovlige midler på at gøre deres dreng tilbage igen. Ting som de håber, at offentligheden aldrig får noget at vide om.
En skræmmende god Florence Pugh fører fantastisk an i en ny filmatisering af den klassiske John Steinbeck-roman. Hendes skuespil og resten af castet samt det flotte tidsbillede gør et solidt indtryk.
De store romanklassikere egner sig godt som materiale til tv-serier, da det giver mulighed for at få fortalt hele historien uden at skulle trimme detaljer af afgørende betydning. Skuespillerinden/manuskriptforfatteren Zoe Kazan har taget den mulighed ved at skabe en tv-serie baseret på John Steinbecks berømte roman ‘Øst for Paradis’.
Biopic-trilleren ‘Unabomber’ er en ujævn størrelse af en ellers velspillende og fascinerende film. Balancen mellem de to sideløbende historier om Ted Kaczynski har det med at afbalancere hinanden og forstyrrer det egentlige drama.
USA har et væld af uhyggelige gerningsmænd fra deres fortid, som af og til bliver taget frem og bliver set på med nye øjne i et forsøg på at forstå fortidens ugerninger endnu bedre. En af dem er terroristen Unabomber aka Ted Kaczynski.
Et matematisk geni uddannet fra Harvard University, der endte med at droppe sin akademiske karriere som professor, vendte samfundet ryggen og levede i naturen. Han blev til en terrorist og sendte brevbomber ud til lufthavne og universiteter. For han var overbevist om, at de parter var med til at fremme teknologi og industrialisering på bekostning af naturens ressourcer.
Ja, vilde sager fra dengang som er blevet skildret før i form af bøger, tv-programmer og film. Og netop på film er der fokus igen på Kaczynski og hans ugerninger med Netflix-thrilleren ‘Unabomber’. Den er til med instrueret af den danske instruktør Janus Metz Pedersen, der slog igennem med dokumentarfilmen ‘Armadillo’ om de danske soldaters indsats under krigen i Afghanistan. Den film åbnede døren for en international karriere for ham, der eksempelvis tæller nogle spændende episoder af Star Wars-serien ‘Andor’.
‘Unabomber’ har to historier i sig. Begge har fokus på Ted Kaczynski. Den ene er om hans unge år (spillet af Jacob Tremblay) med drømmen om at blive uddannet filosof hos Harvard University og hans hektiske møde med professoren Henry Murray (Russell Crowe) og psykoanalytikeren Christiana Morgan (Annabelle Wallis).
Den anden historie er om den mangeårige jagt efter den voksne Kaczynski, som FBI kæmpede længe med at finde. Hovedpersonen i den del af filmen er FBI-agenten Joanne Miller (Shailene Woodley), der er besat efter at have fat i den frygtede bombemand. Vi får altså her både en traditionel biopic kombineret med en dramatisering af en storstilet menneskejagt, der var en af FBI’s dyreste sager til dato.
Den mest fascinerende del af ‘Unabomber’ er at se det unge talent Jacob Tremblay give den som en social akavet outsider med ambitiøse drømme og som samtidigt har et vist syn på det moderne samfund. Tremblay slog igennem med det isnende drama ‘Room’, der sikrede hans medspiller Brie Larson en Oscar-sejr. Han er skræmmende god som Kaczynski, hvor man godt kan mærke hans mørke sind bobler under den sarte overflade. Tremblay får solidt modspil fra Crowe og Wallis, hvis historiske personer udførte psykologiske eksperimenter i et forsøg på at samle data for at kunne spore psykisk forstyrrede mennesker. De scener med de mange test er i sig ret fascinerende at se.
Ikke helt så interessant er delen om menneskejagten, og det er på trods af en hæderlig præstation fra Woodley. Det er mærkeligt nok ikke så spændende fortalt i forhold til historien om Kaczynskis unge år. Nogle gange kommer FBI-historien lidt klodset ind i det hele og forstyrrer den psykologiske spænding i fortidens drama. Der findes i forvejen dramatiseringer om jagten efter Kaczynski, som gør at det her segment af filmen føles overflødigt.
Jeg vil mene, at ‘Unabomber’ havde været noget bedre og mere interessant som en gennemført biopic med bedre rum for at få et mere komplet billede af et sind, der desværre var ret mørkt og tilmed farligt. Filmen er om ikke andet en fin reminder om de usynlige psykologiske uhyrer, der findes iblandt os.
