Den sydkoreanske hitserie er tilbage igen langt om længe, men trods den høje underholdningsværdi og fantastisk skuespil, er den nye sæson ikke så frisk og nytænkende.
Advarsel: Anmeldelsen indeholder spoilers om første sæson af ‘Squid Game’.
Jeg var sent om at se den første sæson af den sydkoreanske serie ‘Squid Game’ inden for nogle måneder siden. Men jeg kunne ikke undgå at bemærke i starten, hvordan dens succes tog fart verden over, og hvordan visse visuelle elementer derfra satte sit præg i popkulturen.
Komikeren Ronny Chieng kommer med bidende bemærkninger om fiaskoer med fertilitetsbehandling, et splittet USA og andre emner. Hans humor er både ærlig og meget morsom.
Ser man comedy-showet ‘The Daily Show’ på Comedy Central, så har man uden tvivl oplevet den malaysiske komiker Ronny Chieng i aktion som en af de sjove nyhedsværter og korrespondenter, der præsenterer alvorlige nyhedshistorier med skarp humor. De perioder, hvor Chieng har været værten, er showet i sit bedste form. Særligt er hans morsomme rant om en Fox News-vært racistiske indslag om Chinatown et must see og udover humoren, var det med til at sætte fokus på den asiatiske befolkning i USA.
Engang i England helt tilbage i året 1978 skete der et videnskabeligt mirakel. Det første reagensglasbarn kom til verden, Louise Brown takket være kunstig befrugtning-også kendt IVF (forkortelse for In Vitro Fertilisation), hvor man befrugtende æg med sæd i et reagensglas. Noget bonusinfo her: Det første reagensglasbarn i Danmark blev født i 1983, og siden dengang har der været hundredvis af børn verden over født via den måde.
‘Investigation Alien’ giver et fascinerende indblik i journalisten George Knapps undersøgelser af ufoer. Det sætter tanker i gang, samtidigt med at man bliver underholdt af de vilde sager med store spørgsmål.
Fascinationen om, hvorvidt der er liv ude i rummet, er stadig et stort spørgsmål, der spøger i den kollektive bevidsthed. Særligt for dem af os, der voksede op med at se ‘The X-Files’ og ‘Men in Black’-filmene, der satte tanker i gang om de mulige rumvæsener, der måske findes ude i det endelige kosmos.
Stramme gyserfilm kan ofte være meget effektive. På cirka 90 minutter kan man nemt få publikums puls helt op til bristepunktet, hvis man som filmskaber kan fortælle en spændende gyserhistorie kort og præcist. Senere vil jeg komme ind på om den nye Netflix-gyserfilm ‘Don’t Move’ kan formå at gøre netop det. Så don’t move og læs videre her.
