‘Little Brother’ er en stor omgang møg serveret med manglede sans for humor og timing. Filmen er virkelig bare pinlig for pinlighedens skyld, og det er åndssvagt på den ufede måde.
To modsætninger der mødes er ofte lig med comedy gold. For det meste. Der er gode film som ‘Planes, Trains and Automobiles’, og så er der decideret møg som ‘Dinner for Schmucks’. En ting er om historien er god eller ej, men en anden og vigtig ting er også, om kemien mellem de to komiske modsætninger virker eller ej. I tilfældet her med den nye Netfilx-komedie ‘Little Brother’, er der tale om en forbier med samspillet mellem filmens to stjerner. En stor forbier!
Mexicos første dukkefilm er en fantastisk fantasifuld rejse ind i mørke og poetiske fantasier. ‘Jeg er Frankelda’ er overlæsset med ideer, men brænder igennem med sin ivrige passion.
For første gang i Mexicos filmhistorie har man lavet en dukkefilm i form af det gotiske og surrealistiske eventyr ‘Jeg er Frankelda’. Set på overfladen ligner filmen en utrolig sammenblanding af stilarter fra filmiske giganter som Guillermo del Toro (‘Pinocchio’), Tim Burton (‘Corpse Bride’), Jim Henson (‘The Dark Crystal’) og Jan Švankmajer (‘Alice’).
En af de mest brutale mordsager i Englands historie bliver skildret her med ømhed og eftertanke i ‘The Witness’. Miniserien er lidt i den tunge ende og kræver noget overskud at se, men den er en fin omgang true crime.
I år 1992 skete der noget brutalt og tragisk mod en lille familie. Moren Rachel Nickell blev stukket ned hele 49 gange på en tilfældig dag i Wimbledon Common, da hun var ude og gå en tur med sin toårige søn Alex. Brutaliteten ved mordet chokerede befolkningen på baggrund af, at mordet skete om dagen i fuldt dagslys, og det faktum, at Alex var det eneste vidne til det.
Faren André stod nu som aleneforælder til Alex og var hårdt tynget af sorgen over at miste sin kone på meningsløs facon, samtidig med at han skulle være der for sin søn. Dette uhyggelige mord og dramaet efter det er omdrejningspunktet i true crime-miniserien ‘The Witness’.
Til trods for en veloplagt Jennifer Lopez er den nye romantiske komedie ‘Office Romance’ ikke værd at bruge tid på. Den er mere dum end sjov. Se hellere noget andet sjovt og romantisk!
Jeg siger det ligeud: Jeg er ikke en fan af nutidens romantiske komedier. De besidder intet af charmen fra fortidens film, hvor forelskelse opstod på en naturlig måde, og hvor der var en troværdig kemi mellem hovedrollerne. I stedet er mange nyere film i genren befolket af overspillende plastikmennesker med botox-ansigter, som man som publikum skal være glad for fra første billede af. Jeg tror næppe!
Der er dømt animeret parringssæson i den nye tegnefilmserie ‘Mating Season’, hvor der bliver parret på alle mulige måder. Serien er meget fræk og er forbavsende nok umorsom.
Tegnefilmshistorien er fyldt med alskens historier på film og tv, hvor man oplever at dyr opfører sig som os mennesker samtidig med, at de bevarer deres dyriske instinkter. Enten ser de ud som naturen har skabt dem, eller at de har tøj på og går på to ben ligesom os. Bare tænk alene på Disney-klassikere som ‘Bambi’ og ‘Løvernes konge’ og de store menneskelige følelser, der blev formidlet via de dyr animeret på den smukkeste vis. Og så er der serier som den her nye ‘Mating Season’, hvor alt det subtile ryger hurtigt ud af vinduet. For den her serie bliver parret i stor stil, hvilket titlen naturligvis antyder bogstaveligt. Det foregår tilmed på tværs af forskellige dyrearter!
