Animationsselskabet Aardman forener det skøre og det søde som ingen andre, og deres seneste mini-mesterværk ‘Robin Robin’ er et strålende bevis på det. En finurlig perle for hele familien, der bare skal ses.
Det britiske animationsselskab Aardman Animations er verdensberømte for deres særlige brug af stop motion animation der består i af at skabe animationsmagi et billede ad gangen med deres særlige dukker. De har givet børn og barnlige sjæle gennem årene fantastiske værker som ‘Walter og Trofast’-filmene, ‘Flugten fra hønsegården’, ‘F for får’-serien og meget andet. Nu til rækken af finurlige produktioner får vi her kortfilmen ‘Robin Robin’.
Rebecca Halls smukke debutfilm som instruktør emmer af passioneret fortællelyst og har en følsom håndtering af race, klasse og identitet båret af det fremragende skuespil fra Tessa Thompson og Ruth Negga.
Flere og flere skuespillere går hen og bliver instruktør nu om dage. Fælles for dem er, at de har en sikker måde at arbejde med skuespillere på, da de naturligvis kender til faget og har måske noget teknisk snilde. De kendte eksempler er folk som Kenneth Branagh, Mel Gibson og George Clooney som alle kan begge dele til fingerspidserne.
Den tyske filmstjerne Matthias Schweighöfer gør det fint både foran og bag om kameraet med prequel-spinoff filmen ‘Army of Thieves’. Den er en livlig leg med kupfilm-genren, uden at den opfinder den dybe tallerken og den er alt for lang i spyttet.
Med ‘Army of the Dead’ tidligere i år grundlagde Zack Snyder sit eget filmunivers uden tvivl for at skabe egne kreative forhold ovenpå det til tider kaotiske samarbejde med Warner Bros og deres DC-helte. En af de brogede figurer fra Snyders zombiefilm var den tyske mestertyv Ludwig Dieter spillet med skæv energi af Matthias Schweighöfer, der tilførte den film noget snert af originalitet. ‘Army of Thieves’ er dedikeret til netop den figur og vi får her hans forhistorie, før hans involvering med Las Vegas-kuppet i ‘Army of the Dead’.
‘Night Teeth’ er en tandløs affære, der ikke gør noget rigtigt spændende med sin vampyrmytologi. Trods et lovende setup i plottet er der hverken gys eller blod i en film der burde have litervis af begge dele.
Vampyrer bliver ved at poppe op i levende billeder, uanset hvor mange de bliver gjort til aske. De er i sandhed evige udødelige og nogle filmskabere har formået at bruge dem på mindeværdige måder, hvoraf den sidste rigtige originale vampyrfilm var Jim Jarmuschs ‘Only Lovers Left Alive’. Det kan til gengæld den aktuelle ‘Night Teeth’ ikke prale med at være, men det kommer jeg nærmere ind på senere. Vampyrfilmen er en af de gyser-titler der kommer fra Netflix i halloween-perioden og ingen halloween er komplet uden noget vampyrgys.
Melissa McCarthy vælter rundt mellem drama og komik i ‘The Starling’ og det skaber en ubalanceret film man ender med at krumme tæer over. Kevin Klines lune underspil liver filmen op i nogle stunder, men det er langtfra nok til at redde den tåbelige vred kvinde vs. falsk pipfugl-film.
Feel good-film er en svær størrelse at mestre. Risikoen for at kamme over i klam sødsuppe er altid til stede og kan ødelægge de følelser man forsøger at skildre. Hollywood har en lang historik i at lave de film der nemt bruger metoder for at fremkalde følelserne i os.
