Charlize Theron og Taron Edgerton er seværdige som hinandens dødsfjender i en thriller der ikke efterlader det dybe indtryk. Dertil bliver den elementære spænding og realismen forstyrret af svage computereffekter.
Indenfor de sidste år har den dygtige skuespillerinde Charlize Theron udviklet som en benhård actionstjerne lige siden hendes fantastiske rolle som Furiosa i action-mesterværket ‘Mad Max: Fury Road’. Siden da har hun sparket røv i film som ‘Atomic Blonde’ og de to ‘The Old Guard’-film. Det gør hun også her i den nye Netflix-thriller ‘Apex’, der foregår ude i den barske australske vildmark, der både rummer skønhed og fare. Ordet apex betyder på dansk top, tinde eller spids og er af latinsk oprindelse. I selve filmen spiller ordet både en metaforisk og en afgørende betydning for handlingen.
‘Stranger Things’-universet vender tilbage i en animeret udgave i form af ‘Stranger Things: Tales from ‘85’. Resultatet er en bleg oplevelse der ærligt talt føles unødvendigt til den slidte franchise.
Franchises dominerer lige lovligt meget, og bedst som man tror at det er slut med en længerevarende serie, så tro om igen! Det er derfor ikke en stor overraskelse at se ‘Stranger Things’ vende tilbage blot få måneder efter den store finale-sæson, der blev pænt modtaget. For allerede sidste år meldte seriens skabere Matt og Ross Duffer ud, at de producerede en animeret spin off-serie med titlen ‘Stranger Things: Tales from ‘85’, og nu er resultatet her klar til at streame i et væk ligesom i de gode gamle ‘Stranger Things’-dage.
Handlingen i ‘Stranger Things: Tales from ‘85’ ligger midt i mellem sæsonerne to og tre. De unge og modige monsterjægere Mike, Dustin, Lucas og alle de andre prøver at opklare mystiske angreb fra monstre, der går efter tilfældige mennesker. Man får som publikum bedst ud af denne her nye serie ved at have set i de omtalte sæsoner. For ellers giver det her ikke mening, idet der ikke bliver taget højde for nye publikummer, der måske har lyst til at stifte bekendtskab med ungerne fra byen Hawkins.
Duffer-brødrenes koncept med tegnefilmserien er at efterligne den type af serier, der prægede lørdag formiddag på tv dengang tilbage i firserne. Altså serier som eksempelvis ‘He-Man and the Masters of the Universe’, ‘Scooby-Doo’ og ‘The Real Ghostbusters’. De serier blev virkeliggjort med begrænsede budgetter, hvilket også betød et begrænset udtryk med gentagne animationer og overgearet stemmeskuespil.
Men når det er sagt, så har skaberne også gået efter at bruge det meget benyttede udtryk indenfor computeranimation som man har set det i de utrolige flotte ‘Spider-Verse’-film og den spektakulære serie ‘Arcane’.
Med de nævnte inspirationskilder fra datidens tegnefilm-marked så havde det været så oplagt at gå hele vejen på retro-ruten ved at lave serien på ægte lavbudget-måde og være frisk på den måde. I stedet får man her en stil, der føles som en uoriginal kopi af nutidens dominerende udtryk, som i sig selv er ved at kede en ihjel. Computeranimation-udtryk nu om dagene trænger til et innovativt spark bagi, så der kan blive eksperimenteret på ny igen.
Det er ikke de samme skuespillere, der vender tilbage til deres vante roller, hvilket måske godt kan skabe en distance til de gamle fans, men det ville også være mærkeligt at høre det tidligere cast med nu dybe stemmer der ikke matcher til de unge animerede unger. Det nye cast gør deres bedste, men ikke alle lyder lige så charmerende i deres roller og virker ironisk nok som parodier – især Dustin!
Den gennemgående historie kan ikke undgå at vise noget man som fan ikke har set før, og handlingen synes bare at køre i cirkler uden at der sker noget nyt. Det er i sidste ende en ret unødvendig prequel af en art, der føles som at se en serie af uønskede fodnoter.
Man skal man andre ord være en meget stor fan af ‘Stranger Things’, hvis man er interesseret i at se de elskede figurer som animation. For dem vil ‘Stranger Things: Tales from ‘85’ være et kærkomment gensyn, men ærligt talt så burde franchisen have sluttet endegyldigt efter selve hovedserien. Men vi lever i en tid, hvor franchises ikke må dø uanset hvad og skal malkes ihjel som en forsvarsløs ko, og det er ret latterligt at se på. Kom videre!
Jo Nesbøs introverte og brillante kriminalbetjent Harry Hole vender tilbage nu på tv, og det er gjort med manér. Tobias Santelmann leverer en rå og sårbar titelkarakter, der gør et solidt indtryk. Serien føles dog overlæsset til tider og savner mere fokus.
Den norske forfatter Jo Nesbø skabte en litterær krimi-sensation helt tilbage i 1997, da han udgav sin første roman om den introverte og brillante kriminalbetjent Harry Hole med titlen ‘Flagermusen’. Den blev en succes i Norge, vandt priser og fik en solid plads på det internationale marked, hvor alle krimi-glade læsere verden over fik glæde Nesbøs brand af nordic-noir.
Fans af det ikoniske rockband Red Hot Chili Peppers vil synes godt om det intime indblik i bandets tidligere år og den ærlige snak om deres guitarist Hillel Slovak. Skiftet med fokus på de to ting skaber ujævnheder samlet set, men man værdsætter gutternes ærlighed.
Hvem har ikke hørt sange af rockbandet Red Hot Chili Peppers i deres unge dage, trippe med fødderne og synge med på deres sange med en stemme der var gået i overgang? Deres musik kan både være af høj energi, sober melankoli og intens vildskab med snert af humor. Det ikoniske band hører til et af de mest populære bands, og særligt når de er på turné verden over. De fik tilbage i 2012, en velfortjent plads på Rock and Roll Hall of Fame.
Den dygtige Rachel Weisz fører an i miniserien ‘Vladimir’ med lidt humor og erotisk karisma. Det er desværre ikke helt nok, da resten af det samlede indtryk falder sammen under sin egen pinagtige vægt. En spild omgang satire om et folkefærd, der trænger til et sarkastisk spark i skridtet!
Bare rolig, den nye Netflix-miniserie ‘Vladimir’ har intet at gøre med en vis russisk præsident. Det er derimod navnet på en mand, hvis udseende får erotiske fantasier frem i miniseriens egentlige navnløse hovedperson spillet af den evige formidable Rachel Weisz. Weisz slog for alvor igennem med de forrygende ‘The Mummy’-film, og hun har gjort sig godt bemærket med fantastiske film som eksempelvis ‘The Constant Gardener’ (som hun vandt en Oscar for), ‘The Fountain’ og ‘The Favourite’.
