Ultravold, bandeord, psykopater og tilmed en flyende, blå fantasi-enhjørning får man i den sindssyge ‘Happy!’. Baseret på en ligeså afsporet tegneserie byder serien på rablende skuespil fra Christopher Meloni og vilde episoder, der kan virke usmagelige. Det er bestemt ikke en serie for alle, men kan klart anbefales til dem, der elsker underholdende ekstremer.
Tegneserieforfatteren Grant Morrison hører til en af de mærkelige, kreative originaler i tegneseriebranchen. Når han ikke skriver mainstream-titler som ‘Batman’ eller ‘Superman’, så skriver han de særeste tegneserier som ‘WE3’, ‘The Invisibles’ og ‘The Filth’. Den surrealistiske film noir-tegneserie ‘Happy!’ hører til en af Morrisons letvægtere i forhold til de andre værker, men er den blevet omsat til tv-format af ‘Crank’-instruktøren Brian Taylor, som er instruktør på mange af episoderne.
‘Lost in Space’ burde havde heddet noget andet, for så meget rumfart får man ikke – trods den klassiske serie, den bygger på. Der er godt skuespil mellem den nye generation af Robinson-familien, men spændingskurven når aldrig rigtig at toppe, selvom rammen omkring eventyret er flot produceret.
‘Lost in Space’ har en lang historie bag sig i tv science fiction-historien. Den første version kom i 1967, blev skabt af Irwin Allen og kørte i tre sæsoner. I hele 83 episoder fulgte man den videnskabelige familie Robinson, der var i gang med en koloni-mission med kurs mod en ny Jorden, men som blev udsat for sabotage af den sleske Dr. Smith og de bliver ja, lost in space! Seriens tone var total camp, for det var de glade, kulørte tresser-tider med rumskibe, der hang i tråde og folk i tunge monstre-dragter.
Den nye omgang af ‘A Series of Unfortunate Events’ (‘En ulykke kommer sjældent alene’) byder på mere galskab og humor. Neil Patrick Harris forsætter med sin morsomme Grev Olaf, der bliver ved med at underholde. Selvom anden sæson ikke er nær så frisk, så er der mængder af herlige, groteske oplevelser i vente med de kloge Baudelaire-børn.
Da Netflix i samarbejde med ‘Men in Black’-instruktøren Barry Sonnenfeld annoncerende at de ville lave en tv-serie baseret på de tretten groteske børnebøger ‘A Series of Unfortunate Events’, blev jeg glad. For jeg nød den første filmatisering med Jim Carrey, Emily Browning og Meryl Streep i castet og i særdeleshed den vidunderlige sorte humor og de fabelagtige kulisser. Filmen blev ikke den helt store succes i biograferne, da ‘Harry Potter’-filmene dominerede meget på det tidspunkt. Man fik kun filmet de første tre bøger og jeg ville se mere!
Anden sæson af ‘Santa Clarita Diet’ forsætter det samme spor fra første sæson med rigelige mængder af plat humor og klam splat. Man føler sig godt underholdt af den ekstreme husmor som zombie-historie og de bizarre påfund, men friskheden fra den første omgang er der ikke meget af og heller ikke den store udvikling i historien.
‘Desperate Housewives’ med hints af ‘Braindead’ og ‘Shaun of the Dead’. Det var den tanke, jeg havde i hovedet, mens jeg så første sæson af Netflix-serien ‘Santa Clarita Diet’. Den havde volden og humoren fra de nævnte zombiefilm-klassikere kombineret med den satirske, amerikanske forstads-humor fra den populære tv-serie. Jeg går ud fra at det er sådan at ‘Santa Clarita Diet’ blev pitchet til Netflix.
Instruktøren Duncan Jones skuffer desværre med sin sci fi-thriller ‘Mute’. Den tykke indflydelse fra ‘Blade Runner’ hæmmer filmen i længden og det forhindrer den i at blive unik. Det hjælper heller ikke at den er frygtelig langsom med sin kluntede historie og den ellers gode Alexander Skarsgård kniber med sin stumme hovedperson spændende.
Dystopisk science fiction er i højsædet, hvilken matcher godt i de usikre tider, vi lever i. Den form for fremtidsfortællinger fungerer tit som advarsler mod vores dystre natur og hvor det vil føre os hen med tiden. Andre gang går der bare stiløvelser i det uden at der er noget, der er konkret og relevant under overfladen. Dette er desværre tilfældet med den nye film ‘Mute’ fra David Bowie´s søn og instruktør Duncan Jones.
