Denne dokumentarserie om en af Norges største kriminalsager er i bund og grund en fascinerende historie, men den følelsesmæssige indlevelse udvandes i takt med seriens længde.
Forestil jer hvis John McClane, Vincent Hanna eller Marge Gunderson vendte sig mod deres principper. I høj grad. Det er dét som én af Norges mest dekorerede betjente er i fængsel for. Historier om effektive betjente, der ender med at synke ned i et moralsk kaninhul grundet deres daglige gang blandt dybt kriminelle er altid interessante. Se bare på René Dahl Andersen, der gjorde sin rejse fra nordjysk politiaspirant til kachotten til en bestseller og senere en udsolgt række af foredrag.
Matthew Reillys debutfilm er egentlig lidt af en spildt mulighed – præmissen indeholder alt, hvad der kræves af et 80’er action-throwback, men filmen tager sig selv en tand for seriøst til alvor at komme op og ringe.
I 1980’erne grundlagde Menaham Golan og Yoram Globus filmselskabet Cannon Group, der specialiserede sig i low til mid-budget actionfilm (og en enkelt musical nu og da) med læssevis af blodig action og over-the-top cheesiness. Nogle af deres mere kendte titler fra deres hånd tæller bl.a. ‘Delta Force’, ‘American Ninja’ og ‘Invasion U.S.A’.
Jeg bringer dette op, fordi denne nye Netflix-film lyder nøjagtigt som en film, der lige så godt kunne være produceret af de to israelske filmskabere. Manuskriptet har stort set samme koncept som et glemt manus til en Chuck Norris eller Cynthia Rothrock-film fra 80’erne.
Selvom western-genren ikke er det trækplaster, den har været, har store filmpersonligheder som Eastwood, Tarantino og Coen-brødrene været med til at forny genren; uden at forråde de troper, der gjorde en western til en western.
Omar Sy og Laurent Latiffe har en god kemi og masser af karisma som umage makkerpar i en run-of-the-mill actionkomedie, der er alt for længe om at komme i gang.
I 2012 udkom filmen ‘The Wrong Side of the Tracks’, hvor vi første gang mødte det umage politimakkerpar Ousmane og Francois blev tvunget til at arbejde sammen mod en stor forretningsmogul.
Den gode nyhed er, at du ikke behøver at se den første film for at ”følge med” i denne fortsættelse, da Netflix tydeligvis har satset på at gøre dette til en så rutine- og klichépræget ‘buddy comedy’ som muligt.
Denne danse-fortsættelse byder på et par velkoreograferede danseoptrin, men mangler både retning, interessante karakterer og ikke mindst talent på skuespillerfronten. Om ikke andet, kan filmen ses som en lang promotion-video for, hvorfor hiphop-dans bør blive en olympisk sportsgren, når Paris skal afholde legene i 2024.
Amalie er i den syvende himmel, da hun finder ud af, at hendes hiphop dance-crew Illicit er blevet udtaget til til det store ‘Break the Cypher’- stævne i Paris, der inkluderer de bedste dansere fra hele verden. Men da Amalies fraværende mor, der bor i Paris, river op i gamle sår, truer det både med at ødelægge forholdet til kæresten Mikael og hendes crew, der alle føler, at Amalie falder af på den og ikke giver hverken stævnet eller dem den opmærksomhed, de fortjener.
