Will Ferrell og Rachel McAdams udgør et sympatisk makkerpar i denne alt for lange musikkomedie, der, på mange måder er den perfekte hyldest til EuroVision med sine lige dele melodramatik, storladenhed og lefleri.
Som filmanmelder møder man en gang imellem film, der, ganske uventet, hiver og flår i dig. På den ene side har du lyst til at give dig hen til festen, og på den anden side kan du heller ikke se igennem de ulemper, der præger produktet. En sådan film er Will Ferrells ret amerikaniserede version af EuroVision, der konstant går balancerer mellem at være sympatisk og irriterende som kun Ferrell kan gøre det.
Dette franske actiondrøn byder på en god del action, men alt hvad der foregår mellem de mange slagsmål og menneskejagter er omtrent så cookie-cutter og standardiseret som det overhovedet kan blive.
I min anmeldelse af ‘Extraction‘ nævnte undertegnede, at actionfilm var min første, filmiske kærlighed. En god actionfilm kan give dig et kæmpe sug i morgen mens de dårlige eller endda middelmådige kan være en utroligt trættende affære, for actionfilm er (sammen med gysergenren) den filmgenre, der har flest genkendelige troper på lager. Denne nye, franske Netflix-produktion falder desværre i den sidste kategori af actionfilm; den er kedelig og papirtynd, og når rulleteksterne kører over skærmen, kan du ligefrem høre filmen ramme bunken af forglemmelige titler i Netflix´ ret omfangsrige arkiv.
Observationskomikkens mester er tilbage med sin første egentlige special i over 20 år, og selvom formen måske ikke er altid lige skarp, er der få, der som Seinfeld, der kan få dig til at føle som om, at du er med på joken, og ikke offer for den.
Der kan ikke pilles ved Jerry Seinfelds status som komisk geni. Hans semi-biografiske sitcom ‘Seinfeld’ er blandt de bedste sitcoms nogensinde, og på scenen er han altid garant for at få dig til at grine ved hjælp af sit helt særlige spin på dagligdagens problemstillinger, og her bliver der da bestemt heller ikke lavet om på formlen.
Denne franske home-invasion thriller er så forhippet på at være den næste store socio-realistiske sensation, at den glemmer at være en film og ender som lidt af en prætentiøs fuser.strong>
De seneste år har der været et sandt overflødighedshorn af film, der gemmer på sociopolitiske agendaer under deres forklædning som genrefilm. Korea gjorde det med Oscar-darlingen ´Parasite´ med dens udpenslede kritik af socialklasser i den moderne verden, USA gjorde det med ´Get Out´ (hvilket denne films engelske titel er mere end et vink med en vognstang til), som udstillede den boblende gryde af racisme, der ligger og bobler lige under den liberale tolerance. Denne Netflix-film forsøger at gøre disse film kunsten efter, men smider også lidt Peckinpahsk tematik om den latente vold i mennesker og filosofi ned i gryden.
Efter Jimmy McGills fuldendte forvandling til alle plattenslageres helt Saul Goodman, bliver han nu også for alvor involveret i kartellernes krig, og det medfører seriens mest hæsblæsende (og bedste) sæson indtil videre.
Efter fjerde sæson sluttede med at Jimmy McGill tog navneforandring til Saul Goodman, kommer dét som jeg tror mange har ventet på. Indtil videre har karakteren ikke været direkte involveret i kartelkrigen mellem Salamanca-familien og Gus Fring, men det laves der om på i femte sæson.
