‘Mosul’ er action med stort A, som man kender det fra store Hollywood-produktioner, hvilket ikke er så underligt, når man tænker på producerne bag filmen. Men alt mellem de indrømmet mange og intense skudvekslinger føles blot som fyld.
Vestlig, miltær indgriben er en svær ting at diskutere. Siden angrebene på World Trade Center i 2001 og USA’s krig mod terror for alvor begyndte, har vi, som vestlige filmpublikummer, set krigen gengivet utallige gange. Senest har krigen mod Islamisk Stat, eller DAESH om man vil, sat dagsordenen i denne forsvarspolitiske sfære, og det er netop med en film om krigen mod DAESH set igennem mellemøstlige øjne, at ‘Mosul’ tager sit udgangspunkt.
‘Mother’ viser os et forhold mellem mor og søn, der har været forkert lige siden fødslen. Det er en tung, langvarig og deprimerende omgang, der aldrig helt formår at fremstille karaktererne som interessante.
I Alfred Hitchcocks gyserklassiker ‘Psycho’ fra 1960, stifter vi bekendtskab med morderen Norman Bates, som viser sig at have en dominerende og manipulerende mor. I filmens klimaks afsløres det, at moderen har været død i lang tid (dræbt af Bates) og han har overtaget hendes identitet i sit sind. Det er vel nok én af de første, moderne gyser-twists i historien, og stadig en af de bedste. Det japanske Netflix-drama ‘Mother’ låner mere end et par ting fra dette, men bruger den i stedet til at fortælle en historie om en mor-søn relation, der aldrig skulle have været.
Netflix’ antologiserie om fortællinger fra corona-isolationen er et velment forsøg på at udarbejde et kunstnerisk fodaftryk af den verserende, verdensomspændende krise, men hvad der skulle være dens største styrke ender også med at være den største svaghed.
Når man bruger noget af sin tid på at skrive anmeldelser af underholdningsmedier, bliver man også nødt til at spørge om, HVORFOR underholdningsmedier overhovedet eksisterer. Er der tale om virkelighedsflugt, eller er der noget mere på spil? Kan underholdning være en spejling af den tid vi lever i? Svaret på dette er nok, i denne anmelders optik, en blanding af de to plus forskellige variabler. Men det er altså den slags spørgsmål, der trænger sig på, når man ser et produkt som ‘Social Distance’.
Anden sæson af Netflix’ og Mike Flanagans horror-antologiserie er ikke lige så uhyggelig som sin mesterlige forgænger eller lige så hurtig til at fænge seeren, men til gengæld er den helt sin egen, og fortæller en familieorienteret, gotisk, gysende kærlighedssaga.
Den første sæson af Netflix’ ‘The Haunting of Hill House’, bygget over Shirley Jacksons roman, skræmte livet af streamere hele verden rundt i oktober 2018, og var en stor succes; både hos seerene og kritikerne. Også her på FlixFilm, hvor undertegnede kvitterede med fuldt hus. Det var en episk, gotisk og gysende rørende familiesaga, der, klogt nok, ikke forsøgte at gå hverken Robert Wise’s fænomenale filmatisering fra 1963 i bedene; ej heller forsøgte den at kopiere Jan de Bonts rædderlige remake fra 1999.
Natalie, Tony, Vanessa og Kyle samt resten af holdet er tilbage med fire dugfriske afhøringer af fire spritnye mistænkte. Denne gang virker konceptet knapt så friskt og et par af afsnittene trækker lidt, men er stadig et underholdende og til tider neglebidende intenst indblik i og udenfor forhørslokalet.
Den britiske udgave af Netflix´ euro-crime satsning måtte have været den mest succesfulde, for det er den eneste, der har reddet sig en anden sæson. Endnu engang stifter vi bekendtskab med London Politis bedste afhøringshold, når de skal forsøge at hive en tilståelse ud af den mistænkte før det er for sent.
