Denne spanske actionfilm har masser af knogleknusende og godt koreograferede kampscener, men alt hvad der sker derimellem er så tyndslidt som et Linie 3-show og er alt for lang, men går man ind med dertil tilpassede forventninger, så er der da en vis underholdningsværdi at spore.
Max er lejemorder for et gangsterimperium i Barcelona, og ligger lunt i svinget til at blive boss, men da gangsterbossens biologiske søn Luciero (med hvem Max er vokset op med) forråder og henretter sin far og ligeledes Max’ søn, må Max sætte gang i en blodig hævnaktion sammen med Luciero’s søster, der ligeledes har et horn i siden på sin storebror.
‘Ferry’ er et OK håndteret, men også meget forudsigeligt gangsterdrama, der kun indimellem fænger, men for søgere af mere europæiske favntag med genren, er det hurtige 100 minutter.
Ferry er håndlanger for den lokale Amsterdam-gangsterboss, Brink. Ferry er skånselsløs og nyder sit job i underverdenen med kokainfester og glimtende stripklubber, men da Brinks søn bliver skudt under et røveri, må Ferry vende tilbage til sin hjemegn for at opspore gerningsmændene. Tingene bliver yderligere kompliceret, da han møder den milde Danielle, og snart må han indse, at han står ved en skillevej og den evige troskab til Brink bliver sat på prøve.
Mélanie Laurent og Alexander Ajas glimrende visuelle øje er limen, der holder sammen på et manuskript, hvor destinationen på ingen måde står mål med den indledende, klaustrofobiske rejse.
Franske Alexander Aja vakte international opmærksomhed med den imponerende slashrerfilm, ‘High Tension’, derefter fulgte et solidt remake af Wes Cravens ‘The Hills Have Eyes’ og senest gjorde han sig bemærket med den underholdende alligatorthriller ‘Crawl’. Det er med sin forkærlighed for figurer i desperate situationer, at han brillerer i ‘Oxygen’, en klaustrofobisk thriller med et high-tech spin, der uden tvivl vil splitte sine seere i to lejre.
Her har vi at gøre med en australsk komedieserie, der tør snakke om identitetspolitik og ´cancel-culture´ uden at være låst fast på et bestemt standpunkt, og derfor føles seriens seks afsnit også mere som diffuse udforskninger af disse emner frem for et traditionelt sammenhængende narrativ.
´Why Are You Like This´ sætter fokus på tre generation Z´ere fra Melbourne og deres oplevelser. Mia, Penny og Austin er alle i start-midt i tyverne, og de er alle meget interesseret i social retfærdighed og i at udfordre status quo. Der er desværre bare det problem, at de alle er så selvretfærdige oppe på deres hvide heste, at de konstant, skal vi sige, glemmer at leve op til deres egne standarder forholdsvist tit.
Ægteparret Falcone og McCarthys seneste filmiske øjebæ er en ufokuseret superheltekomedie, der føles som et letbenet frikvarter for alle involverede. De har så bare glemt, at det rent faktisk skal ses af andre end dem selv.
I den danske komedie ‘Sprængfarlig Bombe’ siger Nikolaj Lie Kaas´ karakter, instruktøren Claus Volter: ”Jeg laver ikke film for publikums skyld, jeg laver film for min egen skyld.” Denne film var en satire over arthouse-instruktører, der havde hovedet langt for oppe i deres egne røve. ´Thunder Force´ er et eksempel på noget værre. En film, der snobber nedad ved at sige ”hvis bare vi samler disse jokes og troper og blander dem op til en filmisk bastard, så kan vi tjene lidt hurtige penge.”
