Hollywood forsøger for gud ved hvilken gang at adaptere det populære survival-horror franchise til skærmen. Desværre stopper genkendeligheden ved titlen, for alt andet er et tyndt opkog fortærskede pre- og post-apokalypse troper fra de sidste 20 år.
I julen 1996 fik jeg en PlayStation 1 med en håndfuld spil til. Et af dem var det første Resident Evil, og jeg kan huske, hvordan jeg, min fætter og mine storebrødre blev oppe for at løse mysteriet om det zombie-inficerede gods udenfor Raccoon City. Og den hjerteløse Umbrella Corporations rolle i den frygtelige infektion.
Denne interaktive, found-footage gyser fra Taiwan byder på nok foruroligende billeder og body-horror til at tilfredsstille de, der er på jagt efter et hurtigt sus. Desværre er filmen også alt for lang, og dens forsøg på interaktiv leg med publikum falder lidt til jorden.
‘The Ring’ og ‘Blair Witch Project’; to gyserfilm fra hvert deres kontinent, der fornyede genren med at tage udgangspunkt i fundet videomateriale og filme det på en autentisk måde for at få publikum mere følelsesmæssigt involveret i gyset. Og det virkede. Begge film byggede en franchise, og fik så mange efterligninger at der til sidst gik inflation i antallet af film, der forsøgte at gøre dem kunsten efter. Denne Netflix-film fra Taiwan forsøger nu igen med found-footage genren og mikse det med små brud på den fjerde væg.
Denne dokumentarserie om en af Norges største kriminalsager er i bund og grund en fascinerende historie, men den følelsesmæssige indlevelse udvandes i takt med seriens længde.
Forestil jer hvis John McClane, Vincent Hanna eller Marge Gunderson vendte sig mod deres principper. I høj grad. Det er dét som én af Norges mest dekorerede betjente er i fængsel for. Historier om effektive betjente, der ender med at synke ned i et moralsk kaninhul grundet deres daglige gang blandt dybt kriminelle er altid interessante. Se bare på René Dahl Andersen, der gjorde sin rejse fra nordjysk politiaspirant til kachotten til en bestseller og senere en udsolgt række af foredrag.
Matthew Reillys debutfilm er egentlig lidt af en spildt mulighed – præmissen indeholder alt, hvad der kræves af et 80’er action-throwback, men filmen tager sig selv en tand for seriøst til alvor at komme op og ringe.
I 1980’erne grundlagde Menaham Golan og Yoram Globus filmselskabet Cannon Group, der specialiserede sig i low til mid-budget actionfilm (og en enkelt musical nu og da) med læssevis af blodig action og over-the-top cheesiness. Nogle af deres mere kendte titler fra deres hånd tæller bl.a. ‘Delta Force’, ‘American Ninja’ og ‘Invasion U.S.A’.
Jeg bringer dette op, fordi denne nye Netflix-film lyder nøjagtigt som en film, der lige så godt kunne være produceret af de to israelske filmskabere. Manuskriptet har stort set samme koncept som et glemt manus til en Chuck Norris eller Cynthia Rothrock-film fra 80’erne.
Selvom western-genren ikke er det trækplaster, den har været, har store filmpersonligheder som Eastwood, Tarantino og Coen-brødrene været med til at forny genren; uden at forråde de troper, der gjorde en western til en western.
