Netflix’ dyreste film til dato er by-the-numbers underholdning med god kemi mellem de tre hovedrolleindehavere. Desværre er det også meget forudsigeligt og kan nærmest ses som en noget slatten pastiche af alt det, vi kender fra blockbustere de sidste 40 år.
Forestil jer et konferencerum fyldt med folk i habitter, der sidder om et rundt bord og analyserer rapporter og mønstre fra de sidste 40 års blockbustere. Pludselig er der én der rejser sig og siger: ”Hvad med om vi tager det bedste fra alle de rapporter, hyrer tre af de største Hollywood-stjerner og ellers bare åbner op for pengesækken?” Der har lydt et anerkendende brøl fra den øvrige forsamling og resultatet blev ‘Red Notice’; Netflix’ dyreste film til dato; ikke mindst pga. de tre hovedrolleindehavere, Dwayne Johnson, Ryan Reynolds og Gal Gadot.
Netflix genopliver den klassiske teen-slasher, hvor faste genreingredienser som kampen mellem high-schoolens sportsidioter og outsidere, druk og uanede mængder pot indgår i en boblende filmisk gryderet, der starter rigtigt godt med god stemning, karakterer man kan heppe på og gode temaer, men slutter knapt så spektakulært.
I en lille by i Nebraska bliver en lokal highschool-sportshelt dræbt, men det er ikke alt. Morderen afslørede derefter, at helten havde mere end et par skeletter i skabet, da det viser sig, at han var med til at tæve og psykisk torturere en homoseksuel holdkammerat. Snart sker der et nyt mord, hvor en lige så velbevaret og mørk hemmelighed om offeret afsløres, og de fem venner/outsidere Makini, Alex, Zach, Darby og Rodrigo er først vældigt underholdt over, at nogle af deres plageånder bogstaveligt talt får kniven, men snart finder de ud af, at de også er udset af morderen, og især én af de fem venner bærer på en yderst velbevaret hemmelighed.
Det amerikanske remake af Gustav Möllers fantastiske debutfilm fra 2018 afviger ikke meget fra sit ophav. Det er dog ikke helt et shot-for-shot remake og tør at gå til de samme mørke tematikker; men tør dog ikke at hvile ved dem særligt længe og tit har filmen for meget Hollywood over sig, men Gyllenhaals præstation redder filmen fra at blive en helt tam omgang.
Det var i 2018 at Gustav Möllers spillefillmsdebut ‘Den Skyldige’ ramte og fik pustet nyt liv i den efterhånden lidt tamme, danske krimikliché og Jakob Cedergren spillede den komplekse hovedrolle til perfektion. Den har tydeligvis også fanget Hollywoods opmærksomhed, for nu er Jake Gyllenhaal og Antoine Fuqua klar med deres remake, der blev indspillet under corona-pandemien.
Med en gritty, gadenær kameraføring, godt skuespil og sympatiske karakterer, er ‘The Stronghold’ en solid, fransk drengerøvs-politifilm, men dialogen og plottets udfoldelse er meget klichépræget og det forhindrer fuldstændig indlevelse.
Politifilm. Man kan argumentere, at genren som vi kender den i dag, blev startet med William Friedkin’s ‘French Connection’ fra 1971, hvor ordensmagten er sympatisk skildret, men samtidig heller ikke glorificerer de nogle gange lovbrydende metoder, som betjente med storhedsvanvid benytter sig af i jagten på de ‘rigtige’ skurke’.
‘Udflugt med døden’ møder ‘I Spit on Your Grave’ i denne tyske jægerthriller, der ikke engang formår at være en nogenlunde kopi af sine forbilleder, men virker mere som om at Netflix havde et par millioner i overskud … og de skulle jo bruges på et eller andet.
Hvad der er fascinerende ved streamingtjenester, er at du konstant spiller en form for russisk roulette med din underholdning. Når du kigger ned af den endeløse liste af anonyme titler, er der pludselig en præmis der fanger din opmærksomhed. Du trykker på den, og enten venter der et brag af en film, et tomt klik … eller også et ligegyldigt tidsspilde… Okay, analogien holder ikke 100%, men pointen er til at få øje på. Du ved aldrig helt, hvad du får.
