Tredje ombæring om de konkurrerende senseis i the Valley sætter endnu et både charmerende cheesy, dybtfølt og underholdende karatehug ind, hvor kampen både inden- og udenfor dojoen spidser til.
Det er nu to år siden, at ‘Cobra Kai’ fik premiere som en YouTube Original. Siden da er det gået stærkt med anerkendelsen takket være seriens alt andet end lemfældige omgang med ‘Karate Kid’- mytologien, og den fortsatte rivalisering mellem Johnny Lawrences kobraer og Daniel LaRussos standhaftige bonsai’ere. I sommer blev distributionsrettighederne opkøbt af Netflix og det har kun givet serien mere vind i sejlene, og allerede nu er holdet så klar med tredje sæson.
George Clooneys nyeste bedrift som instruktør får ikke sin ene stjerne fordi det er et makværk. Den er flot og godt spillet, men den er også generisk, uden karakter og søbet ind i følelsessovs så tyk og klæg, at den får andesovsen til at ligne kartoffelsuppe.
2020 har filmmæssigt stået i Netflix’ tegn. Tjenesten har stået for flere af de, for denne anmelder, bedste film i dette mærkelige år, men lige her på falderebet skal vi så lige stifte bekendtskab med ‘The Midnight Sky’, der i dén grad falder på gulvet.
Egoer og menneskesyn støder sammen, musikken spiller og Chadwick Boseman og Viola Davis skinner lige i dette bitre, men også livlige periodedrama, der er baseret på August Wilsons skuespil af samme navn.
På en hed sommerdag i 1927, samles ´the mother of the Blues´, Gertrude ”Ma” Rainey med sit band i Chicago for at indspille en session. Blandt orkestret er den unge, fyrige trompetist Levee, der har store drømme, stort talent og et stort ego. Der hyggesnakkes og diskuteres livligt i baglokalet, men da sessionen endelig går i gang, giver kreative uoverenstemmelser ild til en konflikt mellem Rainey og Levee, der har boblet under overfladen i lang tid.
‘Mosul’ er action med stort A, som man kender det fra store Hollywood-produktioner, hvilket ikke er så underligt, når man tænker på producerne bag filmen. Men alt mellem de indrømmet mange og intense skudvekslinger føles blot som fyld.
Vestlig, miltær indgriben er en svær ting at diskutere. Siden angrebene på World Trade Center i 2001 og USA’s krig mod terror for alvor begyndte, har vi, som vestlige filmpublikummer, set krigen gengivet utallige gange. Senest har krigen mod Islamisk Stat, eller DAESH om man vil, sat dagsordenen i denne forsvarspolitiske sfære, og det er netop med en film om krigen mod DAESH set igennem mellemøstlige øjne, at ‘Mosul’ tager sit udgangspunkt.
‘Mother’ viser os et forhold mellem mor og søn, der har været forkert lige siden fødslen. Det er en tung, langvarig og deprimerende omgang, der aldrig helt formår at fremstille karaktererne som interessante.
I Alfred Hitchcocks gyserklassiker ‘Psycho’ fra 1960, stifter vi bekendtskab med morderen Norman Bates, som viser sig at have en dominerende og manipulerende mor. I filmens klimaks afsløres det, at moderen har været død i lang tid (dræbt af Bates) og han har overtaget hendes identitet i sit sind. Det er vel nok én af de første, moderne gyser-twists i historien, og stadig en af de bedste. Det japanske Netflix-drama ‘Mother’ låner mere end et par ting fra dette, men bruger den i stedet til at fortælle en historie om en mor-søn relation, der aldrig skulle have været.
