‘The Sleepover’ er et vattet opkog af spionaction, coming-of-age og plat, familievenlig komedie, der måske kan underholde de 7-10 årige i familien … måske.
For snart tyve år siden, lavede Robert Rodriguez den første film om ‘Spy Kids’, der var en let børneactionfilm om børnene af nogle tidligere superspioner, der pludselig selv måtte blive spioner for at redde deres forældre. Nu forsøger Netflix så at genoplive den genre med et tydeligt rip-off jeg bedst kan sammenligne med en insisterende hund, der hele tiden forsøger at skubbe snuden under din hånd for at få opmærksomhed. Hvis den hund altså var døden nær og på ingen måde havde nogen charmerende træk.
´The Hater´ formår at vise et skræmmende og genkendeligt billede af en stadig mere ekstrem internetkultur, hvor organiseret mobning og afpresning kommer ind i den politiske verden, og de folk, der lever af det. Samtidig er også filmen for lang og ind imellem grænsende til det utroværdige.
Jan Komasa er ´the talk of the town´ I den polske filmverden. I februar var hans film ´Corpus Christi´ nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film, og her, seks måneder senere, kommer så ´The Hater´. Filmen havde kun kørt ganske kort tid i biograferne i Polen, før en helt bestemt virus kom til landet, og herefter opkøbte Netflix filmen til VOD. ´The Hater´ nåede dog at skabe noget ´buzz´ på bl.a. Tribeca, hvor juryen, på trods af at festivalen aldrig blev afholdt, blåstemplede filmen som en af de bedste internationale produktioner.
Der er ikke megen uhygge, logik eller interessante karakterer at finde i dette forhutlede og lettere desperate forsøg på at puste nyt liv ét af Japans mest lukrative horror-franchises.
I 1998 blev Hideo Nakatas low-budget gyser ´The Ring´ startskuddet til en sand invasion af japanske gyserfilm på det vestlige filmmarked. Blandt disse kom ´Ju-On´ (også kendt som ´The Grudge´) i 2002. Siden da er der kommet væld af fortsættelser, og i 2004 kom der et amerikansk remake. Senest har Sam Raimi forsøgt at genoplive franchisen til det amerikanske marked med et reboot i november 2019, som undertegnede anmelder ikke har set, men som ikke ligefrem gik sejrsgang i biograferne.
Will Ferrell og Rachel McAdams udgør et sympatisk makkerpar i denne alt for lange musikkomedie, der, på mange måder er den perfekte hyldest til EuroVision med sine lige dele melodramatik, storladenhed og lefleri.
Som filmanmelder møder man en gang imellem film, der, ganske uventet, hiver og flår i dig. På den ene side har du lyst til at give dig hen til festen, og på den anden side kan du heller ikke se igennem de ulemper, der præger produktet. En sådan film er Will Ferrells ret amerikaniserede version af EuroVision, der konstant går balancerer mellem at være sympatisk og irriterende som kun Ferrell kan gøre det.
Dette franske actiondrøn byder på en god del action, men alt hvad der foregår mellem de mange slagsmål og menneskejagter er omtrent så cookie-cutter og standardiseret som det overhovedet kan blive.
I min anmeldelse af ‘Extraction‘ nævnte undertegnede, at actionfilm var min første, filmiske kærlighed. En god actionfilm kan give dig et kæmpe sug i morgen mens de dårlige eller endda middelmådige kan være en utroligt trættende affære, for actionfilm er (sammen med gysergenren) den filmgenre, der har flest genkendelige troper på lager. Denne nye, franske Netflix-produktion falder desværre i den sidste kategori af actionfilm; den er kedelig og papirtynd, og når rulleteksterne kører over skærmen, kan du ligefrem høre filmen ramme bunken af forglemmelige titler i Netflix´ ret omfangsrige arkiv.
