Observationskomikkens mester er tilbage med sin første egentlige special i over 20 år, og selvom formen måske ikke er altid lige skarp, er der få, der som Seinfeld, der kan få dig til at føle som om, at du er med på joken, og ikke offer for den.
Der kan ikke pilles ved Jerry Seinfelds status som komisk geni. Hans semi-biografiske sitcom ‘Seinfeld’ er blandt de bedste sitcoms nogensinde, og på scenen er han altid garant for at få dig til at grine ved hjælp af sit helt særlige spin på dagligdagens problemstillinger, og her bliver der da bestemt heller ikke lavet om på formlen.
Denne franske home-invasion thriller er så forhippet på at være den næste store socio-realistiske sensation, at den glemmer at være en film og ender som lidt af en prætentiøs fuser.strong>
De seneste år har der været et sandt overflødighedshorn af film, der gemmer på sociopolitiske agendaer under deres forklædning som genrefilm. Korea gjorde det med Oscar-darlingen ´Parasite´ med dens udpenslede kritik af socialklasser i den moderne verden, USA gjorde det med ´Get Out´ (hvilket denne films engelske titel er mere end et vink med en vognstang til), som udstillede den boblende gryde af racisme, der ligger og bobler lige under den liberale tolerance. Denne Netflix-film forsøger at gøre disse film kunsten efter, men smider også lidt Peckinpahsk tematik om den latente vold i mennesker og filosofi ned i gryden.
Efter Jimmy McGills fuldendte forvandling til alle plattenslageres helt Saul Goodman, bliver han nu også for alvor involveret i kartellernes krig, og det medfører seriens mest hæsblæsende (og bedste) sæson indtil videre.
Efter fjerde sæson sluttede med at Jimmy McGill tog navneforandring til Saul Goodman, kommer dét som jeg tror mange har ventet på. Indtil videre har karakteren ikke været direkte involveret i kartelkrigen mellem Salamanca-familien og Gus Fring, men det laves der om på i femte sæson.
Chris Hemsworth bander og skyder sig vej ud af sit image som Thor i denne ret underholdende og velspillede, men også ret konventionelle, actionfilm, der fungerer upåklageligt som uforpligtende fredagshygge.
Lad mig være helt ærlig. Jeg elsker actionfilm. De var min første kærlighed, da jeg begyndte at sætte pris på levende billeder, og de vil altid være det. Jeg elsker historien om helten eller heltene, der kan nedkæmpe en hel hær i en god sags tjeneste. Derfor kræver jeg også noget af mine actionfilm; de skal indeholde noget. Det gør ikke noget at fortælle en historie vi har set 1000 eller 2000 gange før, så længe det gøres på en indlevende og kreativ måde. Om det så er på actionfronten, karakterfronten eller noget helt tredje er for mig underordnet.
På trods af en rigtig god hovedrollepræstation og en effektiv, nogle gange, helt nervepirrende realisme, er den spanske ´The Occupant´ for lang og går over gevind i et overskruet klimaks, og ender derfor som et velment, men lidt fejlslagent, forsøg på at genoplive stalker-thrilleren.
Søskendeparret David & Alex Pastors ´The Occupant´ tager en ret velkendt genre-formular; nemlig stalker-thrilleren, og giver den et moderne twist. Disse thrillere som Eastwoods ´Play Misty for Me´ eller ´I Seng Med Fjenden´ fokuserede typisk på en uskyldig kvinde, der helt tilfældigt bliver gjort til genstand for psykotiske og ikke helt uintelligente mænds gunst. I ´The Occupant´ vendes denne velkendte skabelon en omgang ved at hovedpersonen Javier, der spilles af Javier Guitérrez fra Netflix´ egen ´The Motive´ der på mange måder minder utroligt meget om denne rolle, der er en tidligere, velstillet direktør, der fascineres af manden Tomas, der overtager Javiers luksusvilla efter han bliver fyret.
