Lige midt i en tid præget af frygt for fremtiden og frygt for ikke at have nok, kommer Netflix’ spanske ‘The Platform’ – en splattet, satirisk allegori over den moderne verdens ulighed og overforbrug.
I fængslet The Pit vågner Goreng på niveau 36. Her ser han en platform fyldt med alskens mad køre ned, og får at vide, at han har to minutter til at mæske sig før platformen fortsætter sin nedstigning til fængslets nedre niveauer. Goreng har et sundt, moralsk kompas og regner hurtigt ud, at fangerne på de nederste niveauer så ikke får noget at spise. Sammen med en broget flok af udskiftelige cellekammerater, forsøger han nu at sørge for, at der er nok mad til alle i en voldelig og bogstaveligt talt dog-eat-dog verden, der i dén grad er renset for solidaritet.
‘Isi og Ossi’ er en overraskende hjertevarm film, der smelter hjertet på de håbløse romantikere, men savner originalitet for at ruske op i de mere genrevante publikummer.
For små to uger siden var det Valentine´s Day og udover at Danmarks ubetinget mest romantiske orkester, Suspekt, sendte en ny plade på gaden, gav Tysklands Netflix-filial os en behagelig og sikker romantisk komedie med en klassisk “de elsker hinanden, men de ved det ikke”- historie. Nej, Isi og Ossi er ikke særligt original, men opfylder genretroperne til punkt og prikke, og er fyldt med nok konflikter til, at de to hovedkarakteres forskelle tegnes tilpas tydeligt op. Modsætninger mødes, men vi ved, at de nok skal finde sammen til sidst.
‘Locke and Key’ er et fornøjerligt, om end ikke altid lige skarpt, underholdende blandingsprodukt mellem Stephen King-gys, eventyr og high school-drama.
Joe Hil (Stephen Kings søn) og Gabriel Rodriguez udgav mellem 2008 og 2013 deres grafiske noveller, ’Locke and Key’, der handlede om sælsomme dæmoner fra en anden verden, der træder ind i vores verden. Serien er ret kendt i tegneserie-cirklerne, og en filmadaption har været på bordet i lidt over fem år. Først med en filmtrilogi, som blev skrinlagt, sidenhen som et pilotprojekt på streamingtjenesten Hulu, som også blev skrinlagt. I 2018 bragte Netflix projektet på banen igen, og bragte mange af de samme navne fra Hulu-piloten med sig; heriblandt Hill selv og producer Carlton Cuse, og nu står vi så endelig med en første sæson.
Den japanske ´37 Seconds´ er et velmenende og ofte knugende autentisk coming-of-age drama, der udstiller et kørestolshandicap (næsten) uden sentimentalitet og den sædvanlige patos, som dramaer om handicappede mennesker tit er sovset ind i.
At være født med et fysisk handicap har både sine fordele og ulemper. Som spastiker ved jeg også, hvor svært det nogen gange kan være at navigere i livet, selvom man har rundet de 30. Ens hverdag er præget af en vis struktur og planlægning, men gør mange umiddelbare og spontane aktiviteter en del sværere, men ikke umulige. Samtidig bliver man også betragtet som værende langt mere sårbar end de fleste. Det er øjensynligt også nogle af de tanker, som instruktør og manusforfatter Hikari har gjort sig i sin spillefilmsdebut.
Med grinagtigt melodrama, ultratynde karakterer og et helt vanvittigt, publikumsfornærmende og ufrivilligt komisk klimaks, er Tyler Perry godt på vej til at have lavet én af det herrens år 2020s værste film.
Tro det eller ej. I USA er Tyler Perry faktisk lidt af en superstjerne. Hans filmserie med hans ”Big Momma”- inspirerede Madea, har efterhånden indtjent mange hundrede millioner. Samtidig specialiserer han sig også i lægeromansthrillere med, grundet mandens overbevisning, religiøse overtoner … og nå ja, så er han fuldstændig talentløs.
