Med en fascinerende lore, fremragende produktionadesign, drabelig og blodig monsteraction og en perfekt castet Henry Cavill, er TV-adaptionen af The Witcher-franchisen en værdig arvetager til TV-fantasytronen efter ‘Game of Thrones’.
Hvis man er ivrig læser af fantasy, eller en ivrig gamer, er navnet ‘The Witcher’ allerede genkendeligt. Den første af seriens otte bøger blev udgivet i 1993, skrevet af polske Andrzej Sapkowski. Sidenhen er det blevet til to polske TV-serier, tegneserier og selvfølgelig de populære PC-spil, baseret på Sapkowskis drabelige univers. Det er dog først nu, efter succeser som HBOs ‘Game of Thrones’, at Hollywood har turdet satse på en stort anlagt TV-adaption, produceret af Netflix.
Hurtige biler, hurtige replikker, hurtig klipning… Ja, alt går ekstremt hurtigt i Michael Bays første Netflix-film. Dermed fortsætter Hollywoods mest stilistisk genkendelige instruktør sin stabile strøm af ustabile film.
Jeg snakkede forleden med min storebror i telefonen og fortalte, at jeg skulle anmelde Michael Bays nyeste actionbrag, eksklusivt lavet til Netflix, og kom til at snakke om instruktørens stil. Hvad vi kom frem til var, at Michael Bay er den dårlige kopi af Tony Scott, da de benytter sig af samme hidsige farvepalet, hurtig klipning og stiliseret slow-motion; Scott formåede blot de fleste gange at holde en sammenhængende tone i mange af sine film. Det gør Bay ikke.
Martin Scorseses nyeste gangsterepos er hverken ‘Goodfellas’ eller ‘Casino’, men en afdæmpet og selv-refleksiv saga om fortrydelse, livet og ikke mindst døden.
Martin Scorsese. Den lille amerikaner med den smittende latter og de buskede øjenbryn har været en af USA’s fornemmeste instruktører i over fire årtier. Med film som ‘Mean Streets’, ‘Taxi Driver’, ‘Raging Bull’ og ‘Goodfellas’ (for bare at nævne nogle få), har hans film altid handlet om fortvivlede, amerikanske mænd, der reagerer mod samfundet i større eller mindre grad; ofte med volden som omdrejningspunkt. Men hvad der gør hans fejlbehæftede karakterer så interessante at følge, er måden hvorpå Scorsese insisterende påpeger de få gode sider, der trods alt er at finde i alle mennesker.
Den nye mini-serie bygget over Morton Rhues novelle laver både om på rammehistorien og det politiske fortegn, men får ikke ret meget ud af det; ikke mindst takket være en historie, der står i stampe og mangel på både konsekvenser og en tredimensionel karaktertegning.
Ron Jones skrev i 1981 en novelle om et eksperiment i en skoleklasse, der skulle vise eleverne de mere tillokkende sider af facismen og den yderste højrefløj, men det ender i rent kaos. Den mest kendte filmatisering er nok den tyske filmudgave fra 2008, som enhver tysklærer har vist sin klasse. Denne nye mini-serie fra Netflix stammer også fra Tyskland, men i modsætning til sin forgænger, bytter den om på det politiske fortegn så det nu er faren ved den ekstreme venstrefløj, der udforskes.
‘Rattlesnake’ er et interessant eksperiment på papiret, men filmen formår ikke at retfærdiggøre sig selv som en spillefilm og minder mere om et langstrakt og kedeligt TV-afsnit.
Den enlige mor Katrina Ridgeway er på vej fra Arizona til Oklaholma med sin lille datter, og er godt inde i Texas, da de punkterer. Mens Katrina er i gang med at skifte dækket, bliver datteren bidt af en klapperslange, og de søger hjælp i en trailer hos en dame, der tilsyneladende kurerer datteren (bidet er simelthen væk). Det viser sig dog, at Katrina med denne handling har sat sig i gæld til den hjælpsomme kvinde: Hun må dræbe et andet menneske inden solnedgang, ellers vender biddet tilbage og dræber datteren.
