Rollen som den selvlærte komiker, sanger og filmmand Rudy Ray Moore synes som skabt til Eddie Murphy, og han er den primære grund til at se denne uapologetiske, men også lidt langstrakte, biografiske komedie.
Da Eddie Murphy var i midten af 20´erne, var han allerede et stort SNL-navn, og med to kulturelt definerende stand-up shows og masser af succes på det store lærred, cementrede han sit navn som den første komiske ´superstar´ op gennem 80erne. Men de sidste tyve år er det gået ned ad bakke for energibundtet med verdens mest smittende latter. Billetsalget til hans film dalede, og på trods af en Oscar-nominering i 2006, har han ikke formået at nå fordums højder.
Jim Mickies sci-fi/noir/seriemordermiks er i udgangspunktet en ret fin og original idé, der er fermt instrueret. Desværre glider den i sine egne fortættede plot-twists, forceret exposition og en hovedrolleindehaver med lækkert hår, men uden charme.
Instruktør Jim Mickie har stået bag genreblandende film før. Her tænker jeg især på den fantastiske ´Cold in July´, der blandede redneck-thrillerens klicheer med 80´ernes pastelfarver og intensitet med Michael C. Hall og Sam Shepard i de bærende roller. Her mister han tøjlerne i et forsøg på at blande neo-noir krimi og forvøvlet sci-fi. Ikke mindst takket være et kluntet manuskript og en flad og uengageret hovedrollepræstation i centrum.
Med et spændende koncept, følelsesmæssigt involverende afsnit og subtilt skuespil, er den britiske sektion af Netflix’ euro-crime saga et både intenst og hurtigt overstået binge-watch.
Jeg skal være ærlig: Da denne anmelder læste synopsen for Netflix’ euro-crime serie, der ville have lokaliserede sektioner i hele Europa, lød det lidt uinteressant. Alligevel var der noget om kun at sidde i og omkring forhørslokalet, der fascinerede mig… og hvor er jeg glad for, at den fik chancen.
Anden runde af David Finchers thriller om de to FBI-profilere Holden og Tench fortsætter i samme sublime spor som den første sæson, samtidig med at tilføje nye tematikker og dilemmaer for hovedpersonerne.
Den første sæson af ‘Mindhunter’ var lidt et unikum for Netflix. True Crime-TV pakket ind i en mørk, mystisk neo-noir fiktionsindpakning, der bragte minder frem om det bedste i krimigenren, som f.eks. ‘True Detective’, men det var også en provokerende serie, der turde at fremstille seriemordere som mere end bare forsimplede psykopater, men som dybt traumatiserede mennesker, der endda indbød til sympati og forståelse; både for de to agenter, så de kunne udarbejde deres profiler, men også for publikum selv.
‘Otherhood’ fungerer fint som 100 minutters adspredelse til mødre, der savner deres sønner, men er samtidig så formularisk og ufarlig, at den ikke får selvsamme mødre til at gribe telefonen og ringe til børnene.
Da jeg læste plot-synopsen til Netflix´ nyeste komediedrama om tre mødre, der tager til New York for at besøge deres sønner, lavede jeg en mental bingoplade med tre ting over hvilke ting, der ville ske i løbet af de næste 100 minutter. To af dem gik i opfyldelse. Dette opsummerer meget godt, hvor formularisk, men også i sidste ende, hvor harmløs en film ‘Otherhood’ er. For selvfølgelig får vi et cover af ”These Boots Are Made For Walkin´” og selvfølgelig får vi shopping- og vinmontager.
