‘How It Ends’ starter godt ud, med et simpelt præmis, effektive, mystiske kommunikationsnedbrud og en historie om en søn og svigerfar, der må overkomme hinandens forskelligheder. Desværre afløses dette hurtigt af dårlig pacing, stivt skuespil og én af de mest søgte slutninger, jeg har set i denne type film.
Juristen Will er gravid med sin kæreste Samantha, og derfor beslutter han sig endelig for at bede om svigerfaderens velsignelse til ægteskab. Han flyver alene til Californien for at mødes med Samanthas far, den stille, tidligere marinesoldat, Tom. Man aner hurtigt, at båndet mellem de to mænd ikke er det stærkeste, og de gode intentioner ved besøget bliver snart skrinlagt til fordel for et skænderi. Dagen efter, under et FaceTime-opkald med Samantha, mister Will pludselig forbindelsen, og nyheder om massive kommumikationsnedbrud over hele USA begynder at vælte ind. Nu må Will, sammen med sin svigerfar, forsøge at komme de 2000 miles til Seattle for at finde Samantha, men rejsen er selvsagt ikke uden farer.
’Recovery Boys’ er et sobert og ærligt dokumentarisk portræt af fire unge mænd, der hver især forsøger at slippe af med deres afhængighed af stoffer på en farm i West Virginia.
Ifølge faktaboksen i slutningen af Netflix’ nyeste dokumentar, får omkring 90% af stofafhængige amerikanere ikke den hjælp de har brug for i deres forsøg på at slippe af med deres afhængighed af stoffer. I ’Recovery Boys’ følger vi fire unge mænd, alle fra den afsidesliggende Morgantown i West Virginia. Alle forsøger de at navigere igennem det emotionelle vildnis det er at blive stoffri.
‘November 13: Attack on Paris’ er en dybtfølt, hjertelig og rystende helteerklæring til de mennesker, der kæmpede, overlevede og døde under det værste terrorangreb i Vesteuropa i nyere tid, men den trænger til kondensering og det fulde, dramatiske udbytte ødelægges af et for omfangsrigt persongalleri.
Når man ser ’13. november: Angrebet på Paris’, en tredelt mini-dokumentarserie om terrorangrebene i Paris i 2015, i anmelderregi, kan man ikke lade være med at tænke om man forklejner eller ligefrem besudler de levende, dødes eller redningsfolkenes lidelseshistorier fra den skæbnesvangre aften og nat for snart tre år siden. Men når man anmelder, må man også sætte sig udover de omgivende faktorer og dømme produktet ud fra, hvad det giver til én som seer; både hvis man er tæt på begivenheden eller, som de fleste er, på afstand.
For en manga-novice er ‘Mob Psycho 100’ med sin veltilrettelagte humor, sunde moraler og kinetisk energi et underholdende bekendtskab, der drejer de fleste klichéer en halv omgang.
At være anmelder på et medie, der udelukkende beskæftiger sig med originalt Netflix-content er et tveægget sværd. Du kan støde på nogle vaskeægte dødssejlere, men mindst lige så stor er chancen for at få sig en gevaldig overraskelse. Sidstnævnte skete for mig med ’Mob Psycho 100’.
I et Danmark, hvor den første, danske Netflix-serie – ‘The Rain’ – har ramt alverdens devices, er det ikke nemt at være en Netflix-produktion fra Indien. Ej heller er det nemt at skrive en dybdegående anmeldelse af selvsamme produktion. ‘Sometimes’ er ellers en ganske sympatisk omgang indisk ”slice of life”.
I ‘Sometimes’ (‘Sila Samayangalil’) er vi vidne til et mikrokosmos af det indiske hverdagsliv. Mennesker stimler sammen i køer og vi lytter til al brokken og virakken der opstår, når en formastelig prøver at springe over, small-talk om andre mennesker eller klagesange om den defekte knap på vandbeholderen. Det er kort sagt de små ting og de små mennesker, der gør sig gældende her og det er om noget filmens karakterer og ikke så meget deres sørgelige baggrundshistorier, der puster liv i fortællingen.
