‘Altered Carbon’ er både fejende flot, hamrende brutal og stjæler med arme og ben fra alverdens sci-fi fra de sidste 30 år, men hvad gør det, når den gør det så godt som det er tilfældet her.
Jeg elsker fremtidsdystopier. Det er en tidløs og visuelt stimulerende måde for manuskriptforfattere, instruktører og skuespillere at gøre sig filosofiske tanker og skabe en forhøjet virkelighed, der afspejler vores egen samtid. Kubrick frygtede den overvejende nationalistiske, politiske bølge og tilintetgørelsen af individet i ‘A Clockwork Orange’, Scott filosoferede dybt over hvad et menneske egentlig er gjort af i ‘Blade Runner’ og Wachowski-brødrene bed negle over computernes fremmarch i ‘The Matrix’. Nu kommer ‘Altered Carbon’; en sci-fi dystopi, der danser med mange af de samme emner, men også tilføjer både stiliseret og hamrende brutal vold.
Den biografiske dramakomedie om én af de største og samtidig mest obskure navne i 70ernes og 80ernes comedy-verden er, hvis man skal tro på filmens udlægning af begivenhederne, den perfekte hyldest: Selvironisk, legesyg og engang imellem lidt for meget.
National Lampoon. Hvis I, som undertegnede anmelder, er vokset op i slut-80’erne og 90’erne, er I nok bekendt med mærkatet. Det var nemlig denne engang store mediekoncern, der stod bag nogle af de største komedie-hits gennem tiderne; bl.a. ‘Delta-Kliken’, den skøre golfkomedie ‘Røven Fuld af Penge’ og den populære franchise med ‘Fars Fede Ferier’ (man kan ikke andet end at knuselske de danske oversættelser, hva’?).
‘Rotten’ er en fremragende, faktabaseret og konkret dokumentarserie om fødevareindustriens faldgruber, der gør et godt stykke arbejde med at belære seeren om at vi altså allesammen bidrager til korruptionen i industrien; om vi så handler hos den økologiske købmand eller Føtex.
At lave dybt kritiske dokumentarer om korruptionen af både krop og sind I fødevareindustrien er ikke noget nyt. Film som ‘Super-Size’ Me eller ‘Food Inc.’ er begge skoleeksempler på dokumentarfilm, der helt sikkert vil få det til at vende sig i de fleste.
Richard Pryor, Eddie Murphy og Dave Chappelle… Alle tre har det tilfælles, at de. Hver, især, har haft en enorm betydning for blomstringen af det afroamerikanske stand-up miljø i henholdsvis 70’erne, 80’erne og 90’erne. Jeg har altid været enormt stor fan af Chappelle, ikke mindst fordi han er knap så ”militant” i sin stand-up og prøver at fortælle os om vores ligheder frem for forskelle; en ting, der måske er mere vigtig i dag end nogensinde før i en verden, der sjældent føles mere splittet.
Der var engang, hvor navnet Spike Lee var synonymt med bevidst socialrealistiske film, der tacklede problemerne i Brooklyns gader; lige fra den racemæssige smeltedigel i Do the Right Thing til ghettoens altoverskyggende stofproblemer som portrætteret i den mesterlige Clockers. Spike Lee har altid været heavy-handed i sine værkers budskaber, men i løbet af de sidste 10 år har han ladet sine værkers budskaber diktere filmen fremfor at lade filmens stil udforme budskabet.
