Denne tiende filmatisering af D.H. Lawrences kontroversielle (for sin tid) roman om en hed romance på tværs af klasseskel, holdes oppe af solidt håndværk og en enestående underspillet og ærlig præstation af Emma Corrin.
Laure Clermonts filmatisering af ‘Lady Chatterley’s Lover’ ser både dyr og visuelt appetitlig ud. Samtidig antænder den ild i lærredet med nogle hede sexscener; noget vi ikke har set i mange romantiske film de seneste år, og gør derved bogens kontrovers ære.
Hævnfilmen. Lige fra Clint Eastwood og Charles Bronson til Liam Neeson (der vel nærmest har besluttet sig for at hævnfilmen skal udgøre resten af hans oeuvre i sit livs efterår), har hævnfilmen været en garant for at få de inderste og mest primitive retfærdighedsfølelser dækket. Men når en genre opnår en så stor popularitet, er det også uundgåeligt at der opstår genre-konventioner.
Mens verden venter på den næste ‘Godzilla vs. Kong’ kan man jo nyde dette miks af kaiju-film og lokale norske sagn. Man skal bare ikke forvente noget mesterværk, der fornyer genren.
Den norske monsterfilm ‘Troll’ er instrueret af Roar Uthaug, der senest prøvede lykken i USA som instruktør af det unødvendige reboot af ‘Tomb Raider’, men han har lært noget i Hollywood, for mens kvaliteten ikke er helt i top, er ‘Troll’ stadig solid blockbuster-underholdning, der sørger for stort anlagte smadrescener mens vi på karaktersiden lige nøjagtigt undgår at se menneskene som papfigurer. Lige nøjagtigt.
Netflix’ nyeste sitcom er nostalgisk og sikker i sin humor, men er desværre også formularisk, forglemmelig og kedeligt forudsigelig i sin karaktertegning. Alle der havde håbet på et mere kantet og satirisk blik på streaming vs. fysiske medier-krigen vil være slemt skuffede.
I et afsnit af ‘The Sopranos’ proklamerer den unge gangsteraspirant Christopher, at blandingen af lugten af bland-selv-slik og gulvtæppebelægningen i Blockbuster gør ham høj. Sådan tror jeg mange af os, der er vokset op med konceptet om at tage ned til den lokale videokiosk eller den lokale Blockbuster på en lørdag aften og leje et par titler, har det, set i bagklogskabens lys.
Netflix’ tyske satsning med filmatiseringen af Erich Maria Remarques berømte roman af samme navn har virkelig givet pote, og er en nådesløs og hudløst ærlig portrættering af Første Verdenskrigs skyttegrave, set fra en menig soldats synspunkt.
Det var i 1930, tolv år efter Første Verdenskrig sluttede og otte år før Anden Verdenskrig for alvor brød ud, at vi fik den første filmatisering af ‘Intet Nyt Fra Vestfronten’. Den var amerikansk produceret, og blev en bragende succes. Dvs. undtagen i Tyskland.
