Tidligere i år udgav Netflix ‘10 Days of a Good Man‘ – en tyrkisk thriller om den tidligere advokat Sadik, der nu arbejder som privatdetektiv.
Det var en solid noir-thriller og handlede lige så meget om en mand, der elsker detektiv-thrillere kun for at blive en kendt detektiv på sin egen måde. Denne noir-stil er vedligeholdt i denne fortsættelse, hvor publikum holdes på tæerne med næsten konstante twists i plottet, og for det meste er det ret underholdende.
‘The Out-Laws’ er en halvanden times filmisk ørkenvandring gennem fortærskede klichéer, daterede jokes, usympatiske og irriterende karakterer og et hamrende forudsigeligt plot.
Ja, jeg havde egentlig mest lyst til at afslutte min anmeldelse allerede her, men nu er det jo trods alt meningen med et stykke arbejde at man skal gøre sig umage i sine arbejdsopgaver. Noget som skaberne af denne generiske, tandløse og helt igennem elendige streaming-film.
Ikke siden måske Peter Bergs ‘Very Bad Things’ fra 1999 er der sket så mange dårlige ting med mennesker som i denne sorte, thailandske komediethriller. Meget af humoren falder dog til jorden, men filmen har et payoff som man på ingen måder havde forventet og som redder filmen fra at være en fuser.
Ny koreansk Netflix-serie er konsekvent i sin udstilling af griske pengemænd og har nogle rigtigt gode action scener, men er også alt for lang i forhold til plottet og kunne nemt have været en to timers spillefilm.
Corona-pandemien skabte grobund for historier om hvordan vi som mennesker kan få vores liv vendt på hovedet af kræfter, der er ude af vores hænder. ‘Bloodhounds’ finder sted I 2020, navnlig under corona-pandemien og handler fundamentalt set om hvordan menneskers drømme bliver smadret af griske pengemænd, der låner penge ud til folk på et tidspunkt hvor de har allermest brug for hjælp; kun for at ende i bundløs gæld.
Christophers hovedrolledebut nyder godt af hans stemme, og derfor kunne man lige så godt bare høre musikken. For filmisk er der absolut ingenting at komme efter.
En film om tilblivelsen af en popstjerne er meget ligesom popgenren selv. Pænt pakket ind, lettilgængelig og nem at følge med i. Der er selvfølgelig popstjerner, der vælger at tage chancer, men en sådan popstjernefilm er ‘A Beautiful Life’ ikke. I stedet føles den som én lang generalprøve genereret af en manuskript-AI, og det er egentlig ærgerligt for filmen vil gerne tages seriøst som et hjertevarmt ‘rags-to-riches’ drama.
