Netflix dropper ‘Sweet Magnolias’ efter fem sæsoner
20/09/2026 | Flixfilm
Netflix har valgt at stoppe den populære dramaserie ‘Sweet Magnolias’ efter fem sæsoner.
Serien, der har haft JoAnna Garcia Swisher, Brooke Elliott og Heather Headley i hovedrollerne, får dermed ikke en sæson 6.
‘Sweet Magnolias’ havde premiere på Netflix i 2020 og har siden udviklet sig til en af streamingtjenestens populære feel-good-serier. De fem sæsoner har tilsammen opnået omkring 100 millioner visninger på verdensplan.
Artiklen fortsætter under annoncen
Den femte sæson havde premiere den 11. juni 2026 og fik 2,8 millioner visninger i den første uge. Serien nåede efterfølgende op på 3,5 millioner visninger i sin første hele uge, men forlod Netflix’ globale top 10 efter tre uger.
Beslutningen om at afslutte serien kommer samtidig med, at Netflix har bestilt en helt ny dramaserie fra ‘Sweet Magnolias’-skaberen Sheryl J. Anderson.
Ny serie fra holdet bag ‘Sweet Magnolias’
Den nye serie hedder ‘Ladies of the House’ og har JoAnna Garcia Swisher tilknyttet som executive producer. Hun er desuden udset til at spille en af hovedrollerne.
‘Ladies of the House’ er løst baseret på Lauren Edmondsons roman af samme navn og følger tre kvinder, som må finde sammen, da ejeren af en vingård pludselig dør.
Hans hustru og to voksne døtre står tilbage med ansvaret for vingården og må samtidig forsøge at håndtere problemer i familien, deres forhold til mændene i deres liv og de udfordringer, der følger med virksomheden.
Artiklen fortsætter under annoncen
Historien beskrives som en moderne fortolkning af Jane Austens ‘Fornuft og følelse’.
Sheryl J. Anderson vender tilbage som showrunner på den nye serie, mens JoAnna Garcia Swisher bliver executive producer gennem sit produktionsselskab Rolling Clover.
Netflix har endnu ikke offentliggjort en premieredato for ‘Ladies of the House’.
Alle fem sæsoner af ‘Sweet Magnolias’ kan streames på Netflix Danmark.




















