Netflix klar med endnu en hospitalsserie: ‘Miracles of the ER’
14/10/2026 | Flixfilm
Forleden skrev vi om den norske hospitalsserie ‘Lægevagten’, som snart får premiere på Netflix, men allerede inden da er streamingtjenesten klar med endnu et drama om liv og død.
Denne gang er det den taiwanske ‘Miracles of the ER’, som foregår på en travl akutmodtagelse.
Serien får premiere på Netflix Danmark den 12. november.
Artiklen fortsætter under annoncen
‘Miracles of the ER’ udspiller sig på Yang-Da University Hospital, hvor den erfarne akutlæge Chou Cheng-chun, spillet af Wallace Huo, træffer en noget overraskende beslutning.
Han giver nemlig den nyuddannede Lin Geng-ming en chance på akutmodtagelsen, selv om hans karakterer fra medicinstudiet langt fra har været imponerende.
Sammen med de to andre nye læger Tang Hsi og Chiang Tung-yen bliver han kastet direkte ind i en hektisk hverdag, hvor hvert sekund kan være afgørende for patienternes liv.
De unge læger skal ikke blot håndtere alvorlige sygdomme og akutte situationer, men også etiske dilemmaer, magtkampe på hospitalet og deres egne personlige problemer.
Samtidig følger serien den erfarne læge He Yu-hua, spillet af Cheryl Yang, hvis engagement i patienterne bliver udfordret af problemer i hospitalssystemet og konflikter på arbejdspladsen.
Artiklen fortsætter under annoncen
Holdet bag serien har talt med sundhedspersonale og lavet research på livet i akutmodtagelsen for at gøre historien så autentisk som muligt.
‘Miracles of the ER’ er skabt af holdet bag det prisvindende taiwanske drama ‘Tears on Fire’ og består af otte afsnit, mens det beskrives som Taiwans første hospitalsdrama.
På rollelisten finder man blandt andre Wallace Huo, Cheryl Yang, Kent Tsai, Chan Tzu-hsuan og Payne Peng.
Se ‘Miracles of the ER’ på Netflix Danmark fra den 12. november.

























