Makabert mord i ferieparadis bliver til Netflix-serie
16/10/2026 | Flixfilm
Martiño Rivas som Daniel Sancho i Netflix-serien.
Netflix har annonceret en ny miniserie, der er inspireret af den opsigtsvækkende sag om Daniel Sancho, som blev dømt for et brutalt mord i Thailand.
Den endnu unavngivne serie bliver en fiktionaliseret genfortælling af sagen, der vakte enorm opmærksomhed i medierne i sommeren 2023.
Den spanske skuespiller Martiño Rivas, som blandt andet er kendt fra ‘The Final Problem’ og ‘Cable Girls’, skal spille hovedrollen.
Daniel Sancho, der er søn af den kendte spanske skuespiller Rodolfo Sancho, blev anholdt i august 2023 på den populære ferieø Koh Phangan i Thailand.
Artiklen fortsætter under annoncen
Her blev den 44-årige colombianske plastikkirurg Edwin Arrieta Arteaga fundet dræbt og parteret. Dele af hans lig blev fundet i affaldssække på en losseplads, mens andre dele var blevet smidt i havet.
Sancho erkendte at have parteret og skjult liget, men nægtede sig skyldig i overlagt mord. Under retssagen forklarede han, at Arrieta var død under et slagsmål, hvor han havde handlet i selvforsvar.
Anklagemyndigheden mente derimod, at Sancho havde planlagt drabet på forhånd.
I august 2024 blev han kendt skyldig i overlagt mord og idømt livsvarigt fængsel af en thailandsk domstol. Dommen blev i september 2026 stadfæstet af en appeldomstol.
Sagen tiltrak massiv medieopmærksomhed i Spanien, ikke mindst på grund af Sanchos berømte familie og de makabre omstændigheder omkring drabet.
Artiklen fortsætter under annoncen
Den kommende Netflix-serie produceres af Bambú Producciones, der tidligere har stået bag ‘The Asunta Case’ og ‘Murder in Galicia’, mens Ramón Campos er executive producer.
Optagelserne begynder snart og kommer til at foregå forskellige steder i både Thailand og Spanien.
Netflix har endnu ikke afsløret seriens titel, antal afsnit eller premieredato.
























