Anmeldelse: ‘Zoe’
21/07/2018 | Flixfilm
Den franske skønhed Léa Seydoux stjæler alle scener, hun er i som den følsomme robotpige. Hendes smukke skuespil og ømme samspil med Ewan McGregor gør ‘Zoe’ til en fin men ikke særlig original film om robot-kærlighed. Filmen kommer dog med et interessant indblik i robotteknologi og den noget tvivlsomme brug af den, men ‘Zoe’ kan ikke undgå at stå i skyggen af lignede og bedre film som ‘Hende’.
Skrevet af Michael Larsen.
Den nye Netflix sci fi-film ‘Zoe’ tager publikum til en fremtid, der ved øjekast ikke virker så fjern. Udviklingen af menneske-lignende robotter er i høj drift og ingeniøren Cole (Ewan McGregor) er en af de dygtige udviklere indenfor kunstig intelligens. Han er ved at lægge sidste hånd på Ash (Theo James), en ny såkaldt relation-robot, der med egne ord siger at han kan det intet menneske kan tilbyde, nemlig ubetinget kærlighed.
Artiklen fortsætter under annoncen
En af Cole´s assistenter, den smukke og sårbare Zoe (Léa Seydoux) har hemmelige følelser for sin arbejdsgiver. Da hun afslører sine følelser overfor Cole, fortæller han hende at hun er en robot! Naturligvis i chok over afsløringen indleder Zoe alligevel et intimt forhold til Cole for at blive klogere på sig selv. Men med tiden får hun problemer med at styre sine syntetiske følelser…
Når man som single ser fremtidsvisionen i ‘Zoe’, kan jeg ikke undgå at krumme tæer, fordi den fremtid ikke forekommer at være så umulig igen. I forvejen er robotteknologi noget, der både fascinerer og skræmmer og den nuværende udvikling i vores tid stiller naturligvis etiske spørgsmål om brugen af den. ‘Zoe’ udforsker problematikken om syntetiske mennesker og deres følelser omend på en noget langsom facon. Forholdet mellem Zoe og Cole bliver brugt som omdrejningspunktet for den problematik og heldigvis er kemien mellem Seydoux og den altid gode McGregor rigtig god.
Hjertet i filmen er uden tvivl Seydouxs portræt af Zoe. Indenfor årtiet her har Seydoux gjort det rigtigt godt i både mainstream og arthouse-film, senest i den absurde ‘The Lobster’ og James Bond-filmen ‘Spectre’. Som Zoe bruger hun hele følelsesregisteret og er ironisk nok den mest følsomme person i historien på trods af at hun er en robot! Theo James gør det fint som Ash og kommer med kloge betragtninger om hans eksistens, der virker en kommentar til selve historien. Som en form for stunt-casting ser man selveste sangerinden Christina Aguilera som robot-luder, men hun får ikke meget at arbejde med, så det at caste hende i så lille en rolle virker mærkelig. Det samme kan siges om Miranda Otto som den kyniske leder af et robot-bordel, hvilken er et sted, man nemt kunne lave en pikant sci fi-film om.
Artiklen fortsætter under annoncen
Det visuelle udtryk i ‘Zoe’ aber efter det lignende udtryk fra Spike Jonze´s bedre ‘Hende’ uden at have den samme intime virkning. Den typiske indie-musik på lydsporet er total anmassende i ‘Zoe’. Den slags elevator-musik hører man i så mange indie-romantiske film, at det virker som en slem parodi. Man skulle tro at de havde fyret lydmixeren undervejs i produktionen, da musikken har tendens til at overdøve de mange dialog-scener.
Legen med både ægte og syntetiske følelser bliver udforsket nogenlunde i ‘Zoe’, men når aldrig at blive rigtig vedkommende, som filmen skrider frem. Havde filmen fokuseret yderligere på det tvivlsomme forhold mellem Zoe og Cole, havde man kommet dybere i deres historie og i selve problematikken. Filmen kunne nemt have en anden filmisk æstetik, der er sin helt egen og nå ja bedre musik og lyd, der ikke ødelægger dialogen! Men er man i humør til lidt alternativ romantik, så se ‘Zoe’ alene for Seydoux og McGregor. Singler vil nok hellere se noget andet robot-stof.
Se ‘Zoe‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Hej,
Er I mon bekendt med grunden til at Suits S6 episode 11-16 ikke er udgivet på Netflix?