Følg Flixfilm på Facebook - Netflix nyheder

Flixfilm » Nyheder » Anmeldelse: ‘Treason’ – sæson 1

Anmeldelse: ‘Treason’ – sæson 1

28/12/2022 | Flixfilm

Charlie Cox fører flot an i miniserien ‘Treason’ som plaget MI6-agent med skeletter i skabet. Det er spændende underholdning, uden at serien bringer noget afgørende nyt til spion-genren.

Anmeldt af Michael Larsen.

Spioner og deres farlige arbejde i skyggerne bliver ved med at fascinere historiefortællere gennem alle tider. Særligt i dag i den geopolitiske nutidige verden, hvor den kolde krig aldrig sluttede men som kører på fuld drøn. Det er det udgangspunkt, den nye miniserie ‘Treason’ bygger på. Den er skabt og skrevet af Matt Charman der skrev Steven Spielbergs Oscar-vinder ‘Spionernes bro’, som handlede om en russisk spion der var undercover i USA under den kolde krig, hvor paranoia og tvivl dominerede.

‘Treason’ foregår i nutidens verden, og vi følger den ambitiøse MI6-agent Adam (Charlie Cox) som står til at have en lovende fremtid som chef, da hans chef Martin (Ciarán Hinds) er blevet forgiftet. Men et gensyn med en russisk spion ved navn Kara (Olga Kurylenko) vender op og ned på hans ellers stabile tilværelse, og det får ham til at stille spørgsmålstegn ved hans liv som agent. Pludselig bliver han mistænkt for landsforræderi, mens han forsøger at holde sammen på sin familie. Rebet strammer efterhånden om Adam, som tingene skrider frem.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jeg undlader at komme med flere plot-detaljer fra ‘Treason’, da den er fyldt med twists and turns i løbet af historien som er fordelt på fem episoder. Spilletiden pr. episode er cirka på 45 minutter, og serien udnytter hvert et minut, uden at der går dødvande i den.

Charlie Cox er god i rollen som Adam der leger med ilden med hensyn til de etiske aspekter af sit arbejde. De fleste kender Cox for hans fantastiske arbejde som den blinde superhelt Daredevil for Marvel, som han iøvrigt er på vej til at vende tilbage til at spille i den nærmeste fremtid.

LÆS OGSÅ:  Netflix sætter premieredato på ny ‘Charlie og chokoladefabrikken’-film

Det er godt at se Olga Kurylenko i en god og fyldig rolle efter en årrække med roller i dårlige b-film. Hun har tidligere begået sig som agent i samspil med Daniel Craigs James Bond i den middelmådige ‘Quantum of Solace’. I ‘Treason’ er hun meget uforudsigelig som Kara, hvilket øger spændingen i historien, samtidigt med at hun har god kemi med Cox. Forhåbentligt kan rollen for den dygtige ukrainer være et springbræt til flere og bedre roller i internationale film og tv-serier.

Artiklen fortsætter under annoncen

Som Adams kone Maddy gør Oona Chaplin et godt indtryk i hvad der nemt kunne have været en utaknemmelig rolle. Men ved at være en aktiv medspiller, er hendes karakter et medrivende faktor for historiens drama, og hun er seriens store overraskelse på grund af det. Den altid habile Ciarán Hinds er et oplagt fund til rollen som Adams paranoide chef og leverer varen uden at røbe alt for meget her.

‘Treason’ byder på glimrende og spændende spiondrama, dog uden at den opfinder noget nyt til den gamle genre. Cox og resten af castet leverer medrivende skuespil der sikrer ens interesse for historien til den bitre ende. Trænger man til et alternativ ovenpå alt den nuttede julehygge fra juledagene, så kan jeg fint anbefale noget spion-underholdning til aftentimerne.

Se ‘Treason‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med alle anmeldelser her.


Relaterede nyheder




Skriv kommentar






Netop tilføjet
22/08 Salish & Jordan Matter (Sæson 3)
(Sæson 3)

Tag med far-datter-duoen Jordan og Salish på en række vilde eventyr og ekstreme udfordringer i denne samling af klassiske øjeblikke fra familien Matter.

22/08 The Heat

FBI-agenten Sarah Ashburn gør alt efter bogen, men da en regelbrydende gadebetjent fra Boston møver sig ind på en sag, opstår der et partnerskab, som ingen af dem ønsker.

To mexicanske betjente skal overleve de sidste timer af deres vagtskifte efter at have lagt sig ud med en rå kartelboss i dette krimidrama baseret på virkelige hændelser.

Da en nygift brud nægter at flytte fra sit barndomshjem, må hendes mand finde ud af, om han kan vænne sig til livet hos svigerfamilien.


Se alle nye film og tv-serier