Alle afsnit af ‘Kongen af Queens’ kommer på Netflix
08/05/2026 | Flixfilm
Den populære sitcom ‘The King of Queens’ aka ‘Kongen af Queens’ får snart premiere på Netflix.
Streamingtjenesten har netop annonceret, at alle 207 afsnit kan streames fra den 4. juni.
Det er første gang, at den ikoniske komedieserie med Kevin James og Leah Remini i hovedrollerne vil kunne streames på Netflix i Danmark.
Artiklen fortsætter under annoncen
‘Kongen af Queens’ blev sendt fra 1998 til 2007 og følger Doug og Carrie Heffernan, der forsøger at få hverdagen til at fungere i Queens, New York.
Doug arbejder som chauffør for et pakkeleveringsfirma og foretrækker som regel sofaen, sport i fjernsynet og god mad, mens Carrie forsøger at holde styr på både arbejdsliv, økonomi og ægteskab.
Men det bliver sjældent nemmere af, at Carries excentriske far Arthur, spillet af Jerry Stiller, bor i kælderen og konstant skaber kaos med sine bizarre idéer, mærkelige kommentarer og impulsive beslutninger.
En af de store sitcoms fra 00’erne
I løbet af sine ni sæsoner opbyggede serien en enorm fanskare verden over og regnes stadig som en af de mest elskede amerikanske sitcoms fra 00’erne.
I Danmark vil mange formentlig kunne huske serien fra 00’erne, hvor den blev vist på kanaler som TV 2 og TV 2 Zulu. Siden er den blevet genudsendt flere gange og har opnået nærmest kultstatus blandt sitcom-fans.
Artiklen fortsætter under annoncen
Netflix offentliggjorde tidligere på året, at de ville licensere flere serier og film fra sine konkurrenter, heriblandt Paramount. Her blev ‘The King of Queens’ samtidig fremhævet som en af de serier, der snart ville blive tilføjet, dog uden at komme nærmere ind på en premieredato. Men nu kommer komedieserien således endelig på streamingtjenesten.
Se ‘Kongen af Queens’ på Netflix Danmark fra den 4. juni 2026.























