Anmeldelse: ‘1922’
20/10/2017 | Flixfilm
‘1922’ er en snigende uhyggelig fortælling om stolthedens ekstremer og konsekvenser; den er også en af årets bedste gysere.
Skrevet af Søren Meinertz.
Der er ikke noget at gøre. Halloween rykker tættere på og overalt i butikkerne og gaderne er der pyntet op med skeletter, dæmonisk smilende græskarer og andre gespenster. Filmverdenen holder sig ligeledes heller ikke tilbage for at fylde vores digitale videohylder op med fristelser, der skal forsøge at fuldende en gysende og råkold efterårsaften, hvor vi kan putte os vel til rette; enten alene eller sammen med andre og nyde et godt gys.
Netop sådan et gys er ‘1922’; den seneste i en perlerad af Stephen King-filmatiseringer, der har ramt os i år. Først den kedelige og uinspirerende Dark Tower og dernæst den ret effektive IT. ‘1922’ er baseret på King-novellen af samme navn og handler om den stædige bonde Wilfred, hvis kone har fået et rundhåndet tilbud af et stort slagteri for at købe deres landejendom, som hendes far efterlod dem.
Artiklen fortsætter under annoncen
Wilfred (der spilles sublimt af en næsten uigenkendelig Thomas Jane) er dog ikke meget for at give grunden fra sig og flytte til byen. ”Cities are for fools” er hans ræsonement, og da hans kone for alvor begynder at true med at sælge, ser den stolte farmer og hans søn ikke andre muligheder end at skille sig af med deres hustru og mor.
Det ville være synd at afsløre hvad konsekvenserne af denne fatale beslutning munder ud i, men lad os bare sige, at det starter en kædereaktion af ulykker for de to tilbageværende familiemedlemmer … og hvor kommer alle de rotter fra?
Hvad der for alvor fungerer i ‘1922’ er to ting: Den dygtige instruktion og Thomas Jane’s skuespil. Australske Zak Hilditch, der stod bag den smalle, apokalyptiske thriller These Final Hours er ufattelig god til at opbygge en realistisk stemning og en atmosfære af uhygge og undergang via snigende POV-shots og knirkende døre. Samtidig holdes der igen med de overnaturlige elementer, således at når de endelig frigives, virker de ikke overgjorte eller platte, men som en naturlig forlængelse af filmen og dermed mere virkelige for tilskueren. Samtidig er de store panoramabilleder af familiens isolerede ejendom og det flotte, men ikke overgjorte tidsbillede med til at låne filmen en sans af storhed og endnu vigtigere: Troværdighed.
Men flot iscenesat uhygge duer jo ikke til noget, hvis ikke filmens karakterer tror på den og det er her, at filmen tager det afgørende stik hjem i skikkkelse af Thomas Jane som Wilfred. Han er som skabt til rollen som den simple bonde , der ser den stigende urbanisering som en direkte og korrumperende trussel imod den romanticerede stolthed og amerikansk individualisme, som landbrugshvervet repræsenterer. Ligeledes er han troværdig i de mere dramatiske scener, hvor, undskyld udtrykket, bondeangeren, kommer til udtryk og vi ender med et effektivt, tredimensionelt portræt af en mand, der er forblændet af en æra, der er ved at nå sin afslutning.
Artiklen fortsætter under annoncen
Men fremfor alt er ‘1922’ en gyser, der fungerer på samtlige planer og der er også skruet op for de frastødende make-up effekter, der er flot eksekverede og som sætter sig på nethinden. Til alle genrefans kan jeg kun sige én ting: Sluk lyset, skru op for lyden og nyd én af de bedste gysere, der er at finde lige nu. En film, der fungerer både som underholdende genrefilm, men som også tematisk har noget at komme efter. Fem klokkeklare stjerner herfra.
Se ‘1922‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
