Følg Flixfilm på Facebook - Netflix nyheder

Forside » Anmeldelser » Anmeldelse: ’37 Seconds’

Anmeldelse: ’37 Seconds’

06/02/2020 | Flixfilm

37 seconds netflix anmeldelse review

Den japanske ´37 Seconds´ er et velmenende og ofte knugende autentisk coming-of-age drama, der udstiller et kørestolshandicap (næsten) uden sentimentalitet og den sædvanlige patos, som dramaer om handicappede mennesker tit er sovset ind i.

Skrevet af Søren Meinertz.

At være født med et fysisk handicap har både sine fordele og ulemper. Som spastiker ved jeg også, hvor svært det nogen gange kan være at navigere i livet, selvom man har rundet de 30. Ens hverdag er præget af en vis struktur og planlægning, men gør mange umiddelbare og spontane aktiviteter en del sværere, men ikke umulige. Samtidig bliver man også betragtet som værende langt mere sårbar end de fleste. Det er øjensynligt også nogle af de tanker, som instruktør og manusforfatter Hikari har gjort sig i sin spillefilmsdebut.

37 seconds netflix

23-årige Yuma lider af cerebral parese, og bor med sin mor i udkanten af Tokyo. Hun er også en hamrende talentfuld manga-tegner, men hendes kusine, hvem hun arbejder for som assistent, tager al æren for hendes arbejde. Derhjemme bliver hun pylret om af sin mor, der ikke vil lade hende prøve de mest simple opgaver selv; uden at vide om Yuma kan. Da et erotisk manga-magasin ser hendes tegninger, bliver det startskuddet til en dannelsesrejse mod et sent voksenliv for Yuma, der bringer hende steder hen i Tokyo hun aldrig troede hun skulle opleve.

´37 Seconds´ er bedst i starten, hvor den viser Yumas dagligdag og besvær med selvsamme dagligdag. Hun er stilfærdig og føjelig for sin mor, men samtidig aner man den spirende kvinde, som hun snart skal udvikle sig til. Som publikum kommer man tættere ind på kernen af det at være handicappet end mange andre film (og dokumentarer) jeg har set. Det gøres ærligt og uden filter. Især er Yumas besøg hos en mandlig prostitueret på et neon-oplyst hotel særligt rammende, og er både sigende om panikken ved en intim situation og glæden over samme.

I filmens tredje akt, knækker filmen desværre en smule, hvor vi pludselig smides ind i et familiedrama, der mere har hjemme i en sæbeopera end i det ærlige stykke fiktion den var i de første 70 minutter. Man kan sagtens forstå hvorfor, at historien udfolder sig som den gør fra karakterenes synspunkt, men filmisk lægger det en dæmper på dramaet, og forfalder i stedet til lettere cheesy klichéer. Historien rundes dog fint af med et foreningsscene, der fik en tåre frem i øjenkrogen.

serie 37 seconds

I hovedrollen er Mei Kayama (som har cerebral parese i virkeligheden) uhyre sød og empatisk i rollen som Yuma, der perfekt finder kernen i dét at opleve en verden, man nok skulle have oplevet lang tid før. Hun er tilbagetrukket, men viser også tænder, når hun bliver presset. Derudover er Misuzu Kanno ligeledes fantastisk i rollen som moderen, hvis facade langsomt krakelerer.

´37 Seconds´ er alene i kraft af sin autencitet omkring det at have et fysisk handicap værd at se. Den udstiller både tvivl og fordomme; uden dog på nogen måde at være fordømmende. Samtidig er det også et godt coming-of-age drama, der viser et karakterstudie af en kvinde, der bliver voksen lang tid efter hun burde være blevet det. Det er bare synd, at filmen forfalder til det ”nemme” drama til sidst, der slet ikke besidder samme pondus, da det kommer alt for pludseligt.

Se ‘37 Seconds‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.



    Skriv kommentar