Følg Flixfilm på Facebook - Netflix nyheder

Forside » Anmeldelser » Anmeldelse: ‘6 Underground’

Anmeldelse: ‘6 Underground’

14/12/2019 | Flixfilm

six 6 underground anmeldelse netflix film 2019

Hurtige biler, hurtige replikker, hurtig klipning… Ja, alt går ekstremt hurtigt i Michael Bays første Netflix-film. Dermed fortsætter Hollywoods mest stilistisk genkendelige instruktør sin stabile strøm af ustabile film.

Skrevet af Søren Meinertz.

Jeg snakkede forleden med min storebror i telefonen og fortalte, at jeg skulle anmelde Michael Bays nyeste actionbrag, eksklusivt lavet til Netflix, og kom til at snakke om instruktørens stil. Hvad vi kom frem til var, at Michael Bay er den dårlige kopi af Tony Scott, da de benytter sig af samme hidsige farvepalet, hurtig klipning og stiliseret slow-motion; Scott formåede blot de fleste gange at holde en sammenhængende tone i mange af sine film. Det gør Bay ikke.

6 underground film

Ud fra disse parametre, kan jeg konkludere, og samtidig give hovedrolleindehaver Ryan Reynolds ret, når han siger, at ´6 Underground´ er ”the most Michael Bay movie that Michael Bay ever Michael Bayed”, for filmen er et sandt overflødighedshorn af instruktørens mest velkendte troper. Den meget tynde historie handler om en milliardær, spillet af Reynolds, der bliver træt af at se dele af verden lide under de mest frygtelige diktaturer, og derfor beslutter sig for at iscenesætte sin egen død, og gøre det samme med bl.a. en tidligere CIA-agent, en parkourudøvende indbrudstyv og en sexet, kvindelig doktor. Vi får ikke megen forklaring om, hvorfor de er havnet sammen, og hvordan Reynolds har samlet dem, men hey, det er vel heller ikke dybe karakterer med motivationer, vi kommer efter?

Tag ikke fejl af min indledende anekdote. Jeg kan lide et par af Bays film, og kan lide brudstykker af mange flere, men her får han lov til at gå helt amok med en hidsig, elliptisk klippestil, en grøn-gulig musikvideo-æstetik, stunts galore og kvikke helte med kække helte-oneliers (med Ryan Reynolds i centrum), og som i mange andre af mandens film, er det underholdende i de første 50-60 minutter, og så begynder kedsomheden ellers at melde sig.

Problemet er, at Bay ikke lader filmen ånde. Der er intet klip, der varer over 6 sekunder, og fremfor at lade karaktererene få et par scener, hvor de kan opbygge deres indbyrdes forhold, får vi i stedet hist og her en replik eller to, der fortæller noget om karakteren, der siger replikken, og så får den ellers lov til at hænge dér, mens vi så klipper til en anden destination. Derfor føles filmen som en perlekæde af tilfældige scener, der er limet sammen. Der er enkelte action set-pieces, hvor du lige lukker et grin ud (især filmens afsluttende actionscene med verdens største magnet var ret cool), men derudover føler du ingen rigtig sammenhæng, og derfor er du også ret ligeglad med om vores helte klarer den eller ej.

six underground film

Og det er endnu et problem, for uanset hvor tongue-in-cheek og kæk filmen er i sin tone, lige så piskesmældsfremkaldende er det, når den kortvarigt prøver at være dramatisk og alvorlig, før den stemning igen brydes af den næste joke fra Ryan Reynolds. Derfor bliver filmens tone lige så ukoncentreret og ufokuseret som resten af filmen. Bay smider kort sagt alt i den filmiske blender og gider ikke engang at filtrere resultatet, og så er der ikke meget tilbage at klamre sig til; ud over de få action-scener, der kortvarigt kan få tilskueren op i stødet.

Castet gør, hvad de skal, men bliver for det meste spildt. Ryan Reynolds er holdepunktet mens Melanie Láurent (som folk vil huske som Shoshana i ´Inglourious Basterds´), Ben Hardy og Corey Hawkins udgør nogle af de andre på holdet. Her skiller Manuel-Garcia Rulfo sig dog ud, som No. 3, der står for nogle af filmens mere humoristiske øjeblikke.

Der er altså masser af lækre babes, skuddueller, blod og hurtige biler til at tilfredsstille fleste, der hungrer efter en ny F&F-film, men problemet er (endnu engang) at Bay ikke kan styre sig, og stopfodrer os med alt for meget af det samme i løbet af alt for lang tid (filmen kunne SAGTENS undvære 20 af sine 128 minutter, uden at det ville ændre en tøddel ved noget af historien), og derfor bliver grinene færre og underholdningsværdien mindre, jo længere vi skrider frem, men afhængigt af ens tolerancetærskel overfor ´the Bayisms´, er ´6 Underground´ et OK underholdende bekendtskab til en hjernedød fredag aften.

Se ‘6 Undeground‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.



    Skriv kommentar