Anmeldelse: ‘After Life’ – sæson 3
21/01/2022 | Flixfilm
Autentisk skildring af sorg falder til bunds i sidste sæson.
Skrevet af Emil Andersen.
Sorg kan antage mange forskellige former. Nogle mennesker opsøger distraktioner, river deres hjem ned i et forsøg på at begynde på ny, om ikke andet så æstetisk, eller begiver sig ud på en solovandring for at rense sindet og få lidt perspektiv på tilværelsen. Sæson 3 af ’After Life’ ser Ricky Gervais’Tony fortsætte med at lukke sig ude fra verden, mens hans sorg over hans afdøde kone vejer tungt. Kan hans tålmodige venner, en loyal hvalp og en potentiel kærlighedsinteresse hjælpe med at trække ham ud af mørket?
Hvis det ikke var for Tonys venner og kollegers bøn til ham om at ære sin afdøde kone Lisas liv ved at leve sit eget ville han forblive permanent klistret til sin sofa med videoer af Lisa på en aldrig- afsluttende sløjfe. Efter at have set de første to sæsoner, føles dette seneste kapitel skuffende velkendt, på grænsen til det kedelige.
Artiklen fortsætter under annoncen
Den tredje og sidste sæson af “After Life” afviger ikke meget fra de to første. Forfatter-instruktør-producer-hovedrolle Ricky Gervais’ dystre grublerier om lammende sorg og evnen til at fortsætte tilværelsen, er fortsat i fokus. Som journalist for den lokale avis møder hans karakter Tony alle mulige excentriske mennesker og lytter til deres mærkelige historier, indtil han ikke kan mere, hvorefter han anmoder sin fotograf om at tage et billede, så de kan komme videre. Dette sker minimum en gang i hvert afsnit og ligeledes med hvad der føles som en uendelig række af flashback videoer af Lisa. Serien har mange af de rigtige ingredienser; en charmerende kulisse, en velkendt historie og et dejlig cast af britiske skuespillere, men den kæmper med at finde en konsistent tone, der kan tillade den at fortælle en mere interessant, meningsfuld historie.
Ricky Gervais er først og fremmest kendt som komiker og vittighederne om sorg og tab rammer bestemt fra tid til anden, men uden følelsesmæssig sandhed i hjertet og i slutningen af sæsonen, fungerer de ikke nær så godt, som de burde. I begyndelsen af denne sidste sæson ser den lille skarphed fra de to første sæsoner ud til at være væk. ’After Life’ føles desværre mere intetsigende end nogensinde, og flyder fantasiløst fra scene til scene og undgår alt af dybde. Det er forvirrende, især i betragtning af styrken af castet, som showet har, og Gervais’ track record som forfatter.
Den tredje sæson arbejder sig ikke ligefrem mod en konklusion, men den seks-episoders fortælling når endelig en. Selv med det skift i Tonys verdenssyn, der sker i finalen, forbliver den akutte sorg og gigantiske følelse af tab altid til stede og understreger yderligere, hvorfor tv-programmer om sorg er svære at producere. Det er et vanskeligt tema at navigere i i en enkelt sæson, ja endda i tre, og selvom det lykkedes for Gervais at gøre det tåleligt, endda underholdende, i ’After Life’s første sæsoner, er det gået i stå her.
Artiklen fortsætter under annoncen
Det er en autentisk skildring af sorg og det er uden tvivl seriens mest prisværdige egenskab, hvor Gervais leverer en solid præstation som en mand, der ikke lever, men blot eksisterer.
Se ‘After Life‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Se en oversigt med alle anmeldelser her.
After Life-serien er noget af det bedste, jeg har oplevet på skærmen. Serien bestod af intelligent humor, sorgmunterhed, sorg. ‘Typerne’ i serien er ligeledes meget specielle og anderledes og
hylende sjove og modtagere af empati. Uanset om 3. og sidste episode er god eller dårlig (jeg synes den er god, og der fandtes en god afslutning) vil jeg huske serien og Ricky Gervais’ brutale humor. Måske vil jeg endda gense den om et års tid.