Anmeldelse: ‘Apex’
26/04/2026 | Flixfilm
Charlize Theron og Taron Edgerton er seværdige som hinandens dødsfjender i en thriller der ikke efterlader det dybe indtryk. Dertil bliver den elementære spænding og realismen forstyrret af svage computereffekter.
Anmeldt af Michael Larsen.
Indenfor de sidste år har den dygtige skuespillerinde Charlize Theron udviklet som en benhård actionstjerne lige siden hendes fantastiske rolle som Furiosa i action-mesterværket ‘Mad Max: Fury Road’. Siden da har hun sparket røv i film som ‘Atomic Blonde’ og de to ‘The Old Guard’-film. Det gør hun også her i den nye Netflix-thriller ‘Apex’, der foregår ude i den barske australske vildmark, der både rummer skønhed og fare. Ordet apex betyder på dansk top, tinde eller spids og er af latinsk oprindelse. I selve filmen spiller ordet både en metaforisk og en afgørende betydning for handlingen.
Theron spiller den sørgmodige Sasha, der efter personligt tab tager på en stor solotur for at udfordre sig selv og komme videre i tilværelsen. Dog bliver hendes udflugt udfordret af den psykopatiske jæger Ben (Taron Edgerton), der begynder at jage efter hende. Der er med andre ord sat en farlig omgang kat efter mus-leg i gang…
Artiklen fortsætter under annoncen

En film som ‘Apex’ lever bedst i kraft af sine intense scener mellem Charlize Theron og Taron Edgerton, der får det bedste frem i hinanden. Især er det noget atypisk at se Edgerton i en vaskeægte psykopat-rolle med et forskruet syn på verden ovenpå film som de vilde ‘Kingsman’-film, hvor han var en kæk superspion. Det er kun godt at se den dygtige skuespiller få mere spændvidde på sit cv.
Som Sasha er Theron fantastisk spændende at opleve. Hun har ikke meget dialog. men det behøver hun heller ikke, da hun får udtrykket mange følelser i løbet af en historie der kører mest på den elementære spænding. Man savner dog mere psykologisk spænding og dybde i personerne trods det gode skuespil, som de begge formår i de her fysiske udfordrende roller. De skal især have ros for deres mod.
Det er den islandske filmskaber Baltasar Kormákur, der står for instruktionen i ‘Apex’. Han har både fod i Island og Hollywood, hvilket er ret vildt i sig selv. Hans film tæller titler som ‘Jar City’, ‘101 Reykjavík’, ‘2 Guns’ og ‘A Little Trip to Heaven’. Han har blandt andet tidligere lavet den spændende og autentiske overlevelsesthriller Everest, så han trækker uden tvivl på de erfaringer fra filmen til arbejdet her med ‘Apex’.

Artiklen fortsætter under annoncen
Kormákur drager godt nytte af de smukke og ubarmhjertige omgivelser, men gør brug af computereffekter i visse farlige situationer. Problemet er dog, at man kan fornemme hvornår de kunstige effekter popper op og laver rod i realismen. De øjeblikke har det med at rive en ud af de ellers spændende situationer. Selvfølgelig skal man tænke på sikkerheden, når man laver denne her slags film, men så må teknologien til gengæld være usynlig for historiens skyld.
Det er alene spændende i ‘Apex’ at se Theron og Edgerton gå løs på hinanden som vilde dyr ude i vildmarken. Det er ikke en thriller man kommer til at huske efter slutningen. Men når det er sagt, så er Edgerton velkommen til at spille flere skurkeroller.
Se ‘Apex‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Se en oversigt med alle anmeldelser her.
























