Anmeldelse: ‘Bad Trip’
02/04/2021 | Flixfilm’Bad Trip’ kunne have været grobund for en original og morsom komedie, men filmen forbliver desværre en sammenklistret collage af Youtube-klip, der var sjove for 20 år siden.
Skrevet af Lars Møller.
Det må siges, at ’Bad Trip’ har haft en noget besværlig tur frem mod sin endelige udgivelse. Komedien skulle have haft sin premiere på den hippe festival South By Southwest i marts 2020. Men som bekendt var corona-pandemien skyld i, at tallige festivaler sidste år blev nødt til at aflyse.
I april 2020 kom Amazon ved et uheld til at lægge filmen ud på deres streamingtjeneste, Prime Video, for en kort stund, hvilket var nok til, at piratkopieringen allerede var i gang. I sidste ende valgte Netflix at købe rettighederne til filmen, som de netop har udgivet.
Artiklen fortsætter under annoncen
Filmen omhandler bedstevennerne Chris og Bud, der i et desperat forsøg kører til New York, så Chris kan erklære sin kærlighed til sit high school crush, Maria. De låner Buds søsters bil i håb om, at hun aldrig finder ud af det, da hun sidder i fængsel for mord. Skæbnen vil dog, at Trina undslipper fængslet og starter jagten på sin bil og sin brors liv.
Plottet behøver man ikke tænke mere over, da filmen egentlig vil bruge det som undskyldning for en stribevis af pranks lavet på skjult kamera. De fleste scener i filmen udspiller sig nemlig på offentlige steder med intetanende tilskuere, der reagerer på skuespillernes strabadser. De bliver ufrivilligt en del af filmens narrativ, om de vil det eller ej.
Det er ikke første gang, at komediefilm læner sig op ad uanede menneskers reaktioner på groteske udfoldelser. Vi har senest set det i Sascha Baron Cohens overraskende fine fortsættelse til ’Borat’, men også i film som ’Bad Grandpa’, der med Johnny Knoxville i front var en del af Jackass-universet. Folks reaktioner er, hvad der redder en smule af denne films ære. Uden den ærlige, konfliktsøgende og hjælpende dagligdagsamerikaner havde filmen været umulig at komme igen.
Desværre har ’Bad Trip’ ikke meget indhold udover dens spøgfulde pranks på de stakkels ofre. Filmen virker ligeså ligeglad med dens handling og karakterer, som vi gør, og det hele bliver for fladpandet og uinteressant.
Artiklen fortsætter under annoncen
Mange scener bliver så overdrevne, at man som seer har svært ved at tro, at tilskuerne rent faktisk køber disse filmoptagelser. Her kan blandt andet nævnes en sexglad gorilla, der voldtager vores hovedperson i en zoologisk have. Her er det tydeligt for seeren, at der er tale om en mand i et gorillakostume, og alligevel reagerer de omkringværende gæster i rædsel, da de ser Chris blive tvunget til oralsex. Dertil skal det nævnes, at filmen kommer omkring alle kropsvæsker, der sprøjtes overdrevent ud over de forfærdede tilskuere. Det bliver for meget og for forudsigeligt. Man væmmes mere, end man griner.
Men! Og ja, her er faktisk et ”men”!
Filmens tre hovedpersoner, Eric André, Lil Rel Howery og Tiffany Haddish, er faktisk ekstraordinært gode til at improvisere og spille af fremmede menneskers reaktioner. Især Haddish formår både at forarge og gøre folk arrige, hvilket giver scenerne en anspændthed og et glimt af noget ægte. Noget som for en gangs skyld ikke er opstillet. Selvom det selvfølgelig intet har med plottet at gøre.
Her er masser af risici forbundet med sådanne scener, og derfor er det en imponerende bedrift af trioen. Dog er der stadig langt til tidligere nævnte Sascha Baron Cohens grænsesøgende adfærd i sine to ’Borat’ film samt serien ’Who is America?’.
Det overrasker nok ikke Netflix-seeren synderligt, at ’Bad Trip’ er et middelmådigt filmvalg. Som så mange andre originale Netflix-komedier, får vi serveret få fnis og utallige overdrevne og barnlige jokes (to kønsdele fanget i en kinesisk fingerfælde). Men standarden for komedier er desværre ikke så høj i en tid som denne, og de fleste forbrugere ønsker nyt indhold, de kan grine af. Jeg sætter hellere selv ’The 40-Year Old Virgin’ på for 117. gang.
Se ‘Bad Trip‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.